Optakt: FC Roskilde jagter hattrick i Næstved

Skidt generalprøve giver en god premiere, siger de i Næstved, og håber inderligt, at det gamle mundheld holder stik. De grønne fik nemlig en lussing i opstartens sidste træningskamp, hvor de tabte hele 3-0 til BK Frems nedrykkerne.
Alle klubber vil gerne godt fra start, men for Næstved er det måske særligt vigtigt? Man kommer nemlig fra en elendig afslutning på sidste sæson. Ingen hold var ringere end Næstved i slutspillets 10 kampe, hvoraf hele otte blev tabt. Ingen andre tabte mere end fem.
Der blev scoret beskedne fem mål og indkasseret 22. På begge parametre var man dårligst af alle 10 klubber. En ny cheftræner er kommet til i form af Sune Lærkedahl Jensen, som er hentet i FC Nordsjælland. Mange nye talenter er føjet til truppen. Nu skal de testes mod en ambitiøs nedrykker i Campobet 2. Division.
FC Roskildes træner, Kristoffer Johannsen, har et klart mål om oprykning tilbage, hvor man kom fra. Den optimisme hentes ikke mindst i, at man leverede en god afslutning på sæsonen. Kun fire klubber høstede flere point i den næstbedste række i slutspillets 10 runder. Roskilde vandt 2-1 i Holbæk i den sidste testkamp.
Kampen har fået lidt ekstra kolorit med FC Roskildes tilgang af Silas Trier torsdag eftermiddag. Trier tørnede senest ud for Næstved, og driller ganske givet gerne sin tidligere arbejdsgiver til fordel for sin nye.
De to klubber mødtes senest i april 2021, hvor FC Roskilde sejrede 3-2 i Næstved. Også deres forrige besøg her blev vundet. Ingen af deres seneste seks møder, og kun én af de foregående 14, sluttede remis.
Kampen fløjtes i gang fredag aften den 1. august kl. 19.00.
