Optakt: Masser af selvtillid på Hvidovre Stadion

Når Hvidovre fredag aften møder Hobro i 8. spillerunde af Betinia LIGA, kan Martin Retovs mandskab gå ind til opgøret med selvtillid.
Kampen bliver nemlig spillet på Hvidovres hjemmebane, Pro Ventilation Arena, hvor værterne endnu ikke har tabt i denne sæson. I stedet er det blevet til en enkelt sejr og tre gange uafgjort.
En anden statistik, der bør give hjemmeholdet selvtillid på forhånd, er det faktum, at Hvidovre ikke har tabt en ligekamp til Hobro på eget græs i fem år. Det viser tal fra fotmob.com.
Martin Retovs mandskab er dog ikke ene om at gå ind på Pro Ventilation Arena med selvtilliden i orden. For det gør Jens Gjesings tropper også.
Hobro har nemlig leveret flotte præstationer i de seneste tre kampe i Betinia LIGA. Først tog Hobro fusen på alt og alle, og måske også dem selv, ved at vinde 0-2 ude mod Hillerød, dernæst gav holdet, trods et nederlag, topholdet Horsens kamp til stregen, og senest vandt Hobro 2-0 over Esbjerg.
Bemærk her, at Hillerød og Esbjerg før 8. spillerunde er henholdsvis nummer tre og fire i tabellen. Det er Hobro ikke. Jens Gjesing og co. er på en 9.plads med otte point på kontoen, hvilket er ét mindre end Hvidovre, der er nummer seks i Betinia Liga.
Hvem af de to hold, der formår, at lukrere bedst på egen selvtillid får vi at se fredag aften klokken 19.00.
