Optakt til Runde 11 i Superligaen 16-19. oktober

Superligaen buldrer videre. I denne uge med kampe fra fredag den 16.oktober til mandag den 19.oktober. Runde 11 byder udover et stormøde mellem FCK og AGF på to lokalbrag. Et i Nordsjælland mellem Lyngby og FC Midtjylland, og et i Midtjylland mellem Viborg og FC Midtjylland.

Herunder tager vi dig igennem alle rundens seks kampe i runden.

AC Horsens – Randers FC: Fredag d. 16/10 klokken 19.00

Fra 2-0 oppe, til nede 3-2 til en sen udligning fra Saine til 3-3. Der var gang i den, da Horsens i sidste uge var på besøg hos Silkeborg på JYSK Park.

Den kamp kunne have gået alle veje, og i sidste ende bør Horsens være tilfredse med pointdeleren, som sørger for, at de stadig indtager en flot sjetteplads i Superligaen.

Den Gule Fare spiller ikke det smukkeste fodbold i landets bedste række, men de er svære at få ned med nakken. Pointmæssigt ser det allerede bedre ud end forventet i Horsens, og med to hjemmekampe mod Randers og Sønderjyske i de to kommende runder, kan det hurtigt komme til at se endnu mere lovende ud.

Som sæsonen har udviklet sig indtil videre, er det i hvert fald to opgør, hvor Zimlings tropper bør og skal gå efter fuldt udbytte.

Spiller for spiller er Randers’ trup nok en my bedre end Horsens ditto, men kronjyderne underpræsterer for tiden. Udmærket illustreret med tre nederlag i rap mod OB, Sønderjyske og Viborg.

Aktuelt indtager Bertelsens tropper ottendepladsen, der er dog blot tre point ned til Lyngby under stregen, og det forspring kan hurtigt få ben at gå på, hvis ikke kronjydernes profiler begynder at ramme niveau.

Igen i denne sæson lider Randers under en offensiv, som hverken kommer frem til nok eller er skarpe nok, når chancen byder sig.

Det dufter af et tæt opgør i Horsens, og at Randers er gjort til favoritter hos bookmakerne virker skævt i min bog.

Lyngby Boldklub – FC Nordsjælland: Søndag d. 18/10 klokken 14:00

Søndag eftermiddag går det løs i Nordsjælland, når Lyngby byder FC Nordsjælland op til lokalbrag.

På trods af en umiddelbar niveauforskel de to klubber imellem, er de direkte møder som regel helt tætte. Tre af de seneste seks er endt med en pointdeler, mens de resterende tre er lukket med étmålssejre. To til FC Nordsjælland og én til Lyngby.

Hjemmeholdet kommer dog til opgøret i halvsløj forfatning med to store nederlag i bagagen. 4-0 mod Silkeborg og 5-2 mod Brøndby. Senest manglede der den aggressivitet og fight som normalt kendetegner de kongeblå, men den kommer helt sikkert ikke til at mangle denne gang mod rivalerne fra Farum.

Jespersen og Bjelland skal have lappet defensiven og spillerne skal steppe op, for ellers kan det gå grueligt galt mod FC Nordsjællands hurtige teknikere.

Gæsterne har dog også set bedre ud end de gør pt. Inden landskampspausen tabte de overraskende med 4-1 til Viborg og senest blev det blot til 0-0 mod OB.

Torsdag fik FCN kriget et flot point med hjem fra Skotland efter 1-1 mod Hearts. Resultatmæssigt godt, men spillet lod igen en del tilbage at ønske.

Jens Fønsskov råder over en dejlig bred trup, så én europæisk kamp bør ikke give problemer på den korte bane, og derfor er gæsterne naturligvis også favoritter i Lyngby.

Intenst og jævnbyrdigt lokalbrag, men mon ikke, at FC Nordsjællands kvalitet på den sidste tredjedel bliver tungen på vægtskålen?

Sønderjyske – Silkeborg: Søndag d. 18/10 klokken 14.00

Ét skridt frem og to tilbage… Inden landskampspausen vandt Sønderjyske for første gang i sæsonen, da Randers blev onduleret med 4-2 på hjemmebane.

I mandagens bundbrag mod AGF kom sønderjyderne dog lynhurtigt tilbage på jorden igen med et 3-0 nederlag i Vejlby.

Jovel, nederlaget var et mål eller to for stort, men det er en ringe trøst for Abdirahmans tropper, som står noteret for sølle fem point i 10 kampe.

På underliggende stats som xG og xG imod skraber Sønderjyske også bunden af rækken. En udmærket indikation på, at de simpelthen bare ikke har ramt niveau indtil videre.

Det har Silkeborg til gengæld. Til stor overraskelse for undertegnede.

Ligesom Sønderjyske tog Silkeborg afsked med både træner og flere bærende profiler i sommer, men Dahm Kjærgaard har hurtigt fået implementeret en underholdende og effektiv spillestil.

Til forskel fra Sønderjyske rammer Silkeborgs profiler niveau. Unge spillere som Westh, Madsen, Riisgaard og Ross har virkelig taget et step op i denne sæson, og gæsterne kommer ridende til dette opgør på en pæn stime af fem kampe uden nederlag. Blandt andet med uafgjort mod stærke hold som FCM, AGF og Viborg.

Det bliver næppe en walkover på Sydbank Park mod Sønderjyske, der må have kryds ud fra opgøret som et af dem, hvor der kan være tre point i vente.

Det dufter af en jævnbyrdig affære, hvor der kan komme godt gang i målscoringen. Hverken Sønderjyske eller Silkeborg stiller sig vel tilfredse med uafgjort?

OB – Brøndby: Søndag d. 18/10 klokken 16.00

Som spået i sidste uge var Brøndby bedre end de fire nederlag inden landskampspausen indikerede. Det fik oprykkerne fra Lyngby at føle søndag eftermiddag på Brøndby Stadion.

De blågule diskede op med en ægte omgang Champagnebold. Fuld fart over stepperne. 3-0 ved halvleg, 5-1 ved slutfløjt, og fremragende præstationer af klubbens unge profiler i blandt andre Ambæk, Hyseni og Ejdum.

En sejr og præstation af den kaliber var lige hvad Thomas Nørgaard og co. havde brug for. Og udover fornyet selvtillid giver det også håb for tabellen med trods alt beskedne fire point op til tredjepladsen.

Nu handler det om at smæde mens jernet er varmt, men det bliver ikke nødvendigvis nemt at få OB ned med nakken.

Fynboerne spiller ikke sindsoprivende fodbold for tiden, men de kolde facts siger blot ét nederlag i de seks seneste runder. Endda med point mod flere sværvægtere i form af AGF, FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

Det virker fortsat lidt uforløst under Thomasberg. Især offensivt. Kun i to af ni kampe med den pragmatiske træner ved roret har OB scoret mere end ét mål i en kamp, og spørgsmålet er, om så lav offensiv produktiv i længden er nok til at hive point i land?

Brøndby-spillerne må være pumpet op med selvtillid efter søndagens opvisning mod OB, og jeg har svært ved at se holde de blågule offensivspillere helt fra fadet.

Scorer Brøndby mere end én er der en god chance for, at de også vinder kampen, og det tror jeg de gør.

FC København – AGF: Søndag d. 18/10 klokken 18.00

Søndagen lukker og slukker med et stormøde i Parken, hvor Superligaens førerhund FCK tager imod de forsvarende mestre AGF.

Københavnerne har været fantastisk kørende i denne sæson, men alligevel måtte de nok engang se sit slået af rivalerne fra FC Midtjylland i seneste runde.

Opgørene mod ulvene giver altid FCK problemer, så der skal nok ikke lægges for meget i nederlaget. Det fik vi bekræftet torsdag, da Svenssons tropper rejste sig på fornem vis med en fantastisk 3-0 sejr hjemme mod Braga i Conference League.

Igen var Elyounoussi udslagsgivende. Gode, gamle Cornelius scorede hele to gange og er nu oppe på tre mål i sine tre seneste optrædener. Fantastisk, hvis FCK endelig kan få ordentlig gang i den store angriber.

AGF vandt i seneste runde for første gang i Superliga-sæsonen, da Sønderjyske blev besejret med 3-0 hjemme i Aarhus. Voldsom vigtig sejr for De Hvii’e, som rustede defensiven med startpladser til rutinerede Tingager og Jesper Hansen.

Sejren var nok ét mål eller to for stor, og præstationen var stadig ikke på det niveau, som vi kan forvente af de forsvarende mestre.

Torsdag led AGF et forventeligt og fortjent nederlag ude mod Gent i Conference League, selvom opgøret bød på flot fight.

Vi er stadig i de tidlige dage af AGF’s genrejsning, og sejren over Sønderjyske er ikke nok til at tro på, at aarhusianerne for alvor kan udfordre løverne i Parken.

Det dufter af en sikker hjemmesejr til FCK.

Viborg – FC Midtjylland: Mandag d. 19/10 klokken 19.00

Superligaens 11. runde slutter med et ordentligt brag, når Viborg tager imod FC Midtjylland til et sprængfarligt lokalopgør på Energi Viborg Arena.

Som oftest slås de to lokalrivaler mere om håneret end placering i tabellen, men i denne omgang snakker vi altså kombineret lokal/topbrag.

Viborg har nemlig overrasket stort i sæsonens indledning, og er inden mandag blot to point fra FC Midtjylland på andenpladsen.

Flere af rækkens formodede tophold har allerede fået ørene i maskinen i Viborg. AGF blev sendt hjem med nederlag på 2-1, mens FCK og FCN tabte henholdsvis 4-0 og 4-1 på Energi Viborg Arena.

Begge hold kommer med selvtillid i tanken. Viborg efter en kontrolleret sejr mod Randers, og FC Midtjylland efter nok en sejr over yndlingsofret FC København.

Ulvene var ellers presset af både karantæner og skader inden søndagens topopgør, men gjorde alligevel rigeligt til at stikke afsted med tre point.

Sejren åbner guldkampen op på vid gab igen, og det bringer ekstra benzin til bålet i dette opgør.

De seneste tre lokalbrag mellem Viborg og FC Midtjylland er endt uafgjort, og det virker også denne gang som et plausibelt bud.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen