Optakt: Top mod bund, når AGF gæster Vejle

Grundspillets sidste runde løber af stablen søndag eftermiddag, men Vejle og AGF ved allerede nu, at den resterende del af sæsonen kommer til at foregår i henholdsvis nedrykningsspillet og mesterskabsspillet. 

Det er nemlig absolut bund mod absolut top, når de to hold ramler sammen på Vejle Stadion. 

Hjemmeholdet er for tredje sæson i rap under maksimalt pres i bunden af Superligaen, og selvom de efterhånden har for vane at redde skærene ud af ilden, dufter det ikke ligefrem at overlevelse i denne omgang. 

Claus Nørgaards tropper er nemlig kommet halvlunkent fra start i 2026 med ét point ud af ni mulige, og nederlag til to af de direkte konkurrenter i bunden af rækken. 

Sidste fredag fandt vejlenserne dog et lille lys i mørket, da de flot krigede sig tilbage fra 0-3 til 3-3 ude mod FC Nordsjælland

Med i den ligning skal det dog med, at nordsjællænderne fejlagtigt blev reduceret til 10 mand, og måtte spille hele anden halvleg i undertal. 

De Hvii’e tilbage i omdrejninger

AGF kommer med masser af selvtillid i tanken efter den flotte 5-2 sejr hjemme over Viborg, hvor Arnstad, Yakob og Links diskede op med vilde scoringer i Vejlby. 

Vigtigt for de gulddrømmende aarhusianerne, som fik vist, at den skuffende 1-1’er mod Fredericia i runden forinden nok bare var en enlig svale, og ikke begyndende gummiben. 

De Hvii’e topper dermed stadig Superligaen, men brandvarme FC Midtjylland kommer jagtende bagfra, så der er ikke tid til at hvile på laurbærene. 

Sæsonens første indbyrdes opgør bød på en relativt beskeden 1-0 sejr til AGF, og mon ikke, at de gør nok til at stikke afsted med endnu en sejr på Vejle Stadion? 

Kampen starter den 1. marts klokken 17.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen