Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: Trætte FA-pokalstænger før mødet med Nykøbing?

FA 2000, foto. Jakob Termansen
CampoBet 3. Div
5/9/2025 11:06

Der er muligvis lidt trætte pokalben på Frederiksberg, når FA 2000 lørdag hjemme på kunstgræsset tager imod nummer to i CampoBet 3. Division, Nykøbing FC.

Hjemmeholdet tvang Hvidovre IF helt ud i 120 minutters pokalfodbold i midtugen i en kamp, hvor Hvidovre-træner Martin Retov i hvert fald så FA 2000 brænde en del energi af.

“I de her kampe, der møder man en modstander, der ofte vil spille over sit normale niveau. Det er årets kamp for dem, og de spiller med mere energi, end de har normalt. Det rammer vi også ind i i dag,” lød det fra Hvidovre-træneren efterfølgende.

FA 2000 endte med at tabe 2-1, så måske det ender med at være skønne spildte kræfter.

Semere Hailes mandskab kommer i hvert fald på noget af en opgave, når Nykøbing FC kommer på besøg lørdag.

Mikkel Thygesens tropper har fundet formen og er kravlet op på andenpladsen i CampoBet 3. Division efter tre sejre og én uafgjort i de fire seneste kampe. 

Mens FA 2000 har brugt kræfter på pokalturneringen i løbet af ugen, så har Nykøbing FC forstærket sig på målmandsposten, hvor det tårnhøje talent Sebastian Wille er blevet hentet ind på en kontrakt, der i første omgang gælder året ud.

Der fløjtes op for opgøret mellem FA 2000 og Nykøbing FC lørdag klokken 14:00.

(foto: Jakob Termansen)

Jens Andersen