Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Pause i Parken: Danmark knuser Grækenland med 3-0

Mikras
3F Superliga
12/10/2025 21:36

Danmark går til pause i Parken med en 3-0 føring og er dermed godt på vej mod at sikre pladsen i top to i gruppespillet. Forudsat at 2. halvleg ikke bringer et kollaps af episke dimensioner, men dén kalder LigaManager allerede nu: det sker ikke!

Rasmus Højlund åbnede ballet med en ekstremt smart scoring efter 21 minutter. Utrættelige Victor Froholdt pressede den græske venstreback, som ville lægge bolden tilbage til målmanden. Det havde formstærke Højlund læst og smuttede imellem. Med yderside af venstrepoten fik bolden lige nøjagtig nok fart til at trille uden om Vlachodimos i grækernes mål.

Det tog vinden ud ad de græske sejl og gav Danmark mere styr på kampen, end i kampens indledende minutter. Efter 40 minutter fordoblede Joachim Andersen føringen, da der var godt med appel på Fulham-forsvareren ved et hjørnespark fra Mikkel Damsgaard. Det lå tæt under mål, og Andersen kunne fra kort afstand pande den ind til 2-0.

Et groggy græsk landshold nåede aldrig at komme sig. I stedet sejlede deres forsvar under mere dansk pres. Totalforvirringen i deres defensive kæder så førnævnte Damsgaard skyde frem og møde en løs bold slået på tværs af feltet. Dermed var stillingen identisk med, hvad den var efter fuld tid i Grækenland i sidste måned.

Skotland vandt tidligere på aftenen med 2-1 over Belarus og har således 10 point i gruppen. Det samme har Danmark, hvis stillingen i Parken som minimum holder. Det betyder, at der er lagt op til et brag af en gruppefinale mellem Skotland og Danmark om den direkte kvalifikation til VM slutrunden i USA, Canada og Mexico.

Jacob Hansen