Pokaloptakt: Vanløse IF dyster mod Nykøbing FC
Der spilles kun én pokalkamp i denne uge, og det er en duel mellem Vanløse IF fra CampoBet 3. division og Nykøbing FC fra CampoBet 2. division. De to klubber har én ting til fælles i denne sæson.
De har begge kun tabt én eneste kamp.
For Vanløse IF indtraf nederlaget i tredje runde på udebane mod ASA. For Nykøbing FCs vedkommende kom det i fredags og var det første nederlag i et år. Og 35 kampe.
Vanløse IF mødte i 1. runde Køge Nord FC, hvor der krævedes forlænget spilletid for at gå videre. Den ordinær kamp sluttede 1-1, hvorefter Vanløse satte sig igennem med 4-1.
I 2. runde vandt de også 4-1, men denne gang i ordinær spilletid mod Allerød FK. I 3. runde kom den indtil videre helt store præstation, da de slog Hillerød fra Betinia LIGA ud. Igen sluttede den ordinære spilletid 1-1, hvorefter Vanløse IF sejrede 2-1.
Som optakt til kampen satte LigaManager de to Vanløse IF-spillere Mikkel Sonne og Anton Barlach stævne for at teste dem på deres viden deres egen klub og på deres modstander. Se herunder, hvordan de klarede sig.
Nykøbing FC har pudsigt nok mødt modstandere fra CampoBet 2. division i alle tre runder. I 1. runde slog de B.93 knockout med 2-0. I 2. runde mødte de Næstved Boldklub og efter ordinær spilletid gik de videre efter straffesparkskonkurrence.
Det måtte deres også til i 3. runde efter et gigantisk drama mod Middelfart Boldklub. Sidstnævnte førte 4-1, inden Nykøbing FC fik udlignet til 4-4. I den forlængede spilletid kom sidstnævnte foran 5-4, inden Middelfart med en udligning tvang kampen ud i endnu en straffesparkskonkurrence.
LigaManager har også gæstet et par spillere fra Nykøbing FC for at teste dem om deres viden på sig selv og onsdagens modstander. Hvordan Oliver Svendsen og Ole Jakobsen klarede sig, kan du se herunder.
De mødte hinanden fire gange i sidste sæson, hvilket kastede følgende resultater af sig:
Nykøbing FC – Vanløse IF 5-1
Vanløse IF – Nykøbing FC 0-3
Nykøbing FC – Vanløse IF 2-1
Vanløse IF – Nykøbing FC 2-2
Nykøbing FC er uden nederlag i otte dueller mod Vanløse IF, hvilket går tilbage til november 2013. Af disse blev fem kampe vundet. Der er kickoff i Vanløse Idrætspark onsdag kl. 19:00.