Power og pasningsspil: Søndagsdrama på Nordstern

Søndag eftermiddag mødes Horsens og Hillerød på Nordstern Arena. En kamp mellem nummer seks og tre i Betinia LIGA. Alligevel føles det som et topopgør.

Udfaldet af kampen er da også, som Hillerøds manager, Christian Lønstrup, selv formulerer det på underspillet facon, “ret definerende” for fremtiden.

Hvis Hillerød vinder, rykker holdet forbi Hvidovre og generobrer andenpladsen i landets næstbedste fodboldrække, a point med topholdet Lyngby.

Vinder Horsens, så træder Hillerød vande, mens David Nielsens tropper pludselig er i maksimal nærkontakt med de pladser, der til sommer giver adgang til Superligaen.

Og et nederlag til Horsens, ja, det vil betyde, at der ikke er fire, men derimod hele syv point op til det luftlag, klubben har målsætning om at befinde sig i.

Kort sagt; der venter os et søndagsdrama, hvor Christian Lønstrup og David Nielsen vil have gensidig respekt for hinanden.

Horsens kommer til at gribe kampen an, som de plejer, nemlig med masser af struktur, power og vildskab. Hillerød, derimod, vil forsøge at kontrollere kampe med bolden ved fødderne, lurende på sprækker i Horsens’ barrikader.

Her bliver Hillerøds talisman, Adrian Justinussen, en nøglefigur. Han har nemlig kvaliteterne til at kunne afgøre kampen på egen hånd. Kvaliteter, som Horsens kommer til at nyde godt af fra og med nytår, hvor den 27-årige færing skifter Slotsbyens Hold ud med Den Gule Fare.

En anden afgørende figur for Hillerød bliver Jonathan Witt, hvis boldomgang er instrumental for Hillerød i åbent spil. Det samme er typer som muskuløse balancespillere a la Abdul Moro i Horsens’ slagplan.

Moro har været på skånekost det meste af ugen, men forventes, at starte inde søndag eftermiddag, hvor mødet mellem Horsens og Hillerød fløjtes i gang klokken 15.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA