FC Roskilde får mareridtsstart i Næstved

Første halvleg var ligeså chancefattig, som 0-0 stillingen indikerede i Næstved fredag aften. Selv FC Roskilde måtte dog erkende, at det var hjemmeholdet, der var mest i vigør i de første 45 minutter. For gæsterne blev de til gengæld nærmest et mareridt.
Det hjalp ikke, at anfører Nicklas Halse allerede måtte gå skadet ud efter en halv time. Eller at afløseren, Frederik Engqvist, derefter blev skadet og allerede måtte udgå i pausen. Det hjalp slet ikke, at Hørdur Askham, også før pausen, så rødt for en nødbremse.
Herefter gik hele 2. halvleg for gæsternes vedkommende med at forsvare sig. Der blev ”kæmpet med næb og klør,” som FC Roskilde selv formulerer det. Bedst som nedrykkere troede, at de havde formået at kæmpe et åbnings-point hjem, slog hjemmeholdet til.
Næstveds Frederik Christensen fik dirigeret et hovedstød på stolpen, og den nyudnævnte anfører Mark Kongstedt var først over riposten. 1-0 til de grøn-blusede til stor jubel for de 1212 fremmødte tilskuere. Selvom FC Roskildes Oliver Juul nåede at strejfe overliggeren med et skud, var aldrig udeholdets dag.
”Vi vidste godt, det ville blive en svær kamp, men vi er slet ikke tilfredse med den indsats, vi leverer før pausen. Vi halter efter i næsten alt, hvad vi foretager os. Niveauet på bolden og i vores beslutninger er også på et rigtig skidt niveau, udtalte cheftræner Kristoffer Johannsen om Roskilde-indsatsen efter kampen til sn.dk.
”Med sådan en indsats, vi leverer i dag, skal man ikke regne med at få point. Det var en skidt start på sæsonen i dag på flere måder,” sukkede Johannsen videre.
Til samme organ var Næstveds debuterende cheftræner selvsagt anderledes begejstret.
”Det er selvfølgelig enormt vigtigt for os at komme fra start med en succes og sejr. Alle har taget godt imod de nye idéer, der er bragt ind, men det hjælper selvfølgelig altid ekstra med en sejr i forhold tilselvtillid, troen på de ting, vi laver, energien, humøret og det hele. Vi er godt på vej,” lød det fra Sune Lærkedahl Jensen.
Slutstilling: Næstved Boldklub - FC Roskilde 1-0
Næstveds næste ligakamp står mod HIK, mens FC Roskilde skal forsøge at rejse sig mod VSK Aarhus.
