Rundens Superliga-hold: Sjælden OB-dominans
Superligaens officielle hjemmeside er klar med rundens Superliga-hold efter en fed 14. spillerunde, som bød på masser af drama og et væld af mål. Et målsnit på 3.8 i seks kampe er helt forrygende, og derfor ser den valgte formation også noget offensiv ud i denne omgang!
Målmand:
Patrick Pentz, Brøndby
Det var ikke fordi, at Silkeborg væltede sig i kæmpechancer, men Patrick Pentz var en sikker sidste skanse, når der var brug for ham.
Østrigeren endte med seks redninger i kampen.
Forsvar:
Leeroy Owusu, OB
I en vild målfest på Right To Dream Park i Farum, gjorde OB’s wingback, Leeroy Owusu, opmærksom på sig selv med et flot løb og en kølig afslutning ved målet til 2-1.
Daniel Gretarsson, Sønderjyske
Dagens mand i skysovs i bundgyseren mod Vejle.
Gretarsson var stærk defensiv, farlig på offensive dødbolde, og kronede dagen af med et sent sejrsmål på hovedstød.
Gift Links, AGF
Han er en af Superligaens bedste på sin position som wingback. Det beviste han igen mandag med en stærk indsats i den svære udekamp mod FC Midtjylland.
Midtbane:
Mohammed Elyounoussi, FCK
De kriseramte mestre har brug for, at profilerne i højere grad tager ansvar, og det gjorde Elyounoussi mod Fredericia med en assist og et fremskaffet straffespark i 3-2 sejren.
Noah Nartey, Brøndby
Superligaens mest formstærke spiller var på færde igen i weekenden! Noah Nartey lavede et smukt mål i sejren mod Silkeborg, og står nu noteret for syv mål og tre assist i sine seneste otte kampe for Brøndby.
Max Ejdum, OB
Klassekamp fra Ejdum, som lagde op til to mål i den flotte 4-2 sejr over FC Nordsjælland.
Især anden assist til Grot var helt genial og kølig.
Thomas Jørgensen, Viborg
Den unge midtbanespiller er Viborgs helt store kreatør. Det viste han prøver på i 3-2 sejren mod Randers, hvor han tidligt i kampen stod for et fremragende solomål.
Angreb:
Tobias Bech, AGF
Bech kan tilskrives en væsentlig del af AGF’s lidt uventede succes i denne sæson.
Angriberen har været brandvarm indtil videre, og i topbraget mod FC Midtjylland mandag scorede han for ottende gang i sæsonen. Et lækkert mål i øvrigt!
Jay-Roy Grot, OB
Han så ikke set heeelt skarp ud i starten af sæsonen, men søndag var Jay-Roy Grot fyr og flamme på kunstgræsset i Farum.
Hele tre kasser og en assist i sejren på 4-2. Helt suverænt af den store angriber.
Mohamed Touré, Randers
Det offensive ansvar i Randers hviler hovedsageligt på Mohamed Touré, som har haft svært ved at leve op til forventningerne i denne sæson.
Søndag var den unge angriber dog på pletten hele to gange med to fine angribermål i nederlaget til Viborg.