Så vild var Bo Svenssons debut!
FCK og Bo Svensson fik en fremragende start på det nye samarbejde. Hele 7-0 blev Silkeborg revet rundt med og det er historiske cifre. Naturligvis største sejr for en debuttræner, men også en tangering af de største sejre i ligaens historie.
Bo Svensson kunne derfor næsten ikke have drømt om en vildere retur til Parken. Den nye cheftræner debuterede med en knusende 7-0-nedsabling af Silkeborg, og efter kampen lagde han ikke skjul på, at det især var attituden, der varmede hos et FCK-mandskab, som ellers har været gennem en tung periode.
“Jeg er selvfølgelig meget glad for sejren, men især for præstationen og måden, vi vandt på. Sejrens størrelse er egentlig ikke så vigtig for mig, men det var godt at se, at vi blev ved, selv efter at vi kom tidligt foran. Man ser ofte holdene gå lidt ned i omdrejninger, men det gjorde vi ikke, og det glæder mig,” lød det fra en fattet, men tilfreds Bo Svensson til FCK’s hjemmeside.
Efter et årti i udlandet mærkede Svensson straks effekten af de første taktiske greb på træningsbanen. Selvom landskampspausen havde gjort forberedelserne korte, var aftrykkene tydelige i alt fra genpres til den kollektive arbejdsindsats.
“Det var sådan noget som vores genpres, intensiteten i vores spil, et fælles ansvar for at forsvare og arbejde stenhårdt og for også hele tiden at prøve at udbedre fejl fra medspillere. Jeg synes, det var dejligt at se, at mange af de ting, som vi har trænet på, også blev overført til spillet på banen i dag.”
Træneren erkendte samtidig, at heldet også tilsmilede FCK i de afgørende øjeblikke, hvilket udløste en længe ventet ketchupeffekt i Parken. Men trods de syv mål og feststemningen manede Svensson til besindighed; én svale gør ingen sommer. Med sejren er FCK tilbage i kampen om syvendepladsen.
FCK 7-0 Silkeborg (25/26)
FCK 7-0 OB (22/23)
AGF 0-7 Brøndby (16/17)
Brøndby 7-0 Herfølge (04/05)
Lyngby 0-7 AaB (01/02)
AGF 7-0 Lyngby (01/02)
Esbjerg 0-7 Brøndby (01/02)
AB 7-0 B.93 (98/99)
AaB 8-1 Viborg (95/96)
Kilde: Superstats