Sagt efter weekendens kampe i CampoBet 3. division
Der bliver sagt mangt og meget efter en runde med fodboldkampe. Også i CampoBet 3. division og LigaManager samler her et udpluk af, hvad nogle af trænerne havde at sige om weekendens dueller.
“Hold kæft en forløsende aften. Fredag aften, fuld knald på, ikke altid lige kønt. Vi har arbejdet på at lave flere mål, og så laver vi fem. Fed aften at være med til. Det er derfor, vi gør det. Vi kigger os ikke tilbage, nu glæder vi os til et Champions League-program i næste uge.”
Sagt af Patrick Birch Braune, cheftræner i Frem, efter fredagens voldsomme 5-2 nedslagtning af Ringsted IF.
“Jeg var inden kampen bange for, at spillerne ville undervurdere modstanderen grundet deres placering. Jeg synes, vi startede under niveau igen, men blev bedre og bedre. Fra midten af første halvleg, til kampens slutning, var vi det klart bedste hold, og 4-0 var ikke et mål for stort.
Vi kombinerede utrolig flot på et godt underlag og kunne have lavet flere mål. Flot spillemæssig kamp, som egentlig kendetegner det DNA, vi i over 1,5 år har forsøgt at bygge op. Stor ros til drengene for en helstøbt indsats.”
Sagt af cheftræner Saban Øzdogan efter Holbæks 4-0 sejr i Ishøj. Deres 17. kamp i træk uden nederlag.
”I bund og grund bare ikke godt nok. At det bliver spændende i en kamp, hvor vi fører 4-1 midt i 2. halvleg, og det så lige så godt kan ende uafgjort, som sejr til os, er ikke godt nok. Vi mangler noget kynisme. Vi mangler at kunne mærke kampen. At kunne mærke hvad kampen har brug for. Det er klart noget, vi skal kigge ind i. Fire mål skal alle dage være nok.
Nicolai Wollenberg var ikke udelt begejstret trods 4-3 sejren over Hørsholm/Usserød.
”Det er helt suverænt. Det er en svær, svær udebane. Den bliver lidt for spændende. Foran 2-0. Vi forsømmer at score til 3-1, men drengene arbejder sindsygt hårdt. En modbydelig kamp, fordi der er en vind, vi i 1. halvleg profiterer rigtigt godt af.
“Den vender jo i 2. halvleg, men spillerne kriger den fantastisk dernede. Man bliver sgu stolt af det. Men vi skal til at lukke den her slags kampe lidt tidlgere. Det har vi chancerne til.”
Cheftræner Mads Hadberg var yderst tilfreds med at Vanløse IF hentede tre point i Holstebro.