Se Næstveds fedeste mål fra efteråret
Næstved Boldklub scorede 26 mål i efterårssæsonen. Hvilket ét var det bedste? Det giver LigaManager dig nu chancen for at stemme på, og vi har begrænset opgaven en smule.
Vi har nemlig været igennem alle 26 mål fra efteråret i Campobet 2. division og udvalgt følgende fem kandidater.
Næstved Boldklub – Ishøj IF 2-2
Lucas Riisgaard lobbede iskoldt kuglen hen over Ishøjs fremstormende Mo Hassan i målet. Det gav hjemmeholdet føringen, men ikke sejren, og unge Riisgaard havde mere at byde ind med senere på sæsonen.
FC Helsingør – Næstved Boldklub 1-2
Et nydeligt angreb. Et lang bold henover forsvaret og op dukkede Mathias Kristensen til dét, der viste sig at blive sejrsmålet.
Brabrand IF – Næstved Boldklub 0-3
“De Grønne” leverede et særdeles overbevisende præstation i Brabrand og da hjemmeholdet smed alt frem i forsøget på at fremtvinge en reducering, var Lucas Riisgaard klar på kontraen. Han var også klar på en iskold afslutning.
Ishøj IF – Næstved Boldklub 1-2
På en fedtet bane i Ishøj var “De Grønne” bagud, da Benjamin Kold besluttede sig for, at tiden var inde til et hug fra distancen. Hans ballettrin i optakten skadede heller ikke det kunstneriske indtryk.
Thisted IF – Næstved Boldklub 1-2
Stillingen var 1-1 kort før pausen, da Frederik “FC” Christensen tænkte; “hvis Kold kan i Ishøj, kan jeg også i Thisted.” Lidt bandespil med Bertram Kvist lagde bolden til venstreskøjten, og så blev der renset for spindelvæv i netmaskerne.