Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
Betinia Liga

Se tallene: Esbjerg er kandidat til at blive en publikumsmagnet i Betinia LIGA

1/8/2025 10:49

Sidste sæson var OB den klub, der lokkede flest tilskuere på stadion i landets næstbedste fodboldrække.

Ifølge superstats.dk blev klubbens hjemmekampe på Nature Energy Park således overværet af knap 122.000 mennesker, hvilket giver et snit på over 7600 tilskuere pr. hjemmekamp.

OB er dog en saga blot i Betinia LIGA. For de De Stribede endte jo som bekendt med at vinde rækken og rykkede op i Superligaen.

Alligevel er der god grund til at forvente masser af tilskuere, når Betinia LIGA skydes i gang i weekenden.

Især i klubber som Esbjerg, Kolding IF og AC Horsens, der i øvrigt alle lægger fra land på eget græs.

Her opererede de tre klubber nemlig i sidste sæson med et tilskuersnit på henholdsvis 3530, 2472 og 2170 pr. kamp.

Om klubberne holder snit i sæsonpremieren, må tiden vise.

Sikkert er det, at Christian Lønstrups Hillerød-drenge ikke skal sætte næsen op efter fyldte tribuner, når de lørdag eftermiddag tager imod oprykkerne fra Middelfart.

I sidste sæson var Hillerød nemlig den klub i Betinia LIGA, der havde det suverænt laveste tilskuersnit.

Således var der i alt blot 8349 tilskuere til klubbens 16 hjemmebanekampe, hvilket giver et snit på 522 pr. kamp.

Opgøret mellem Hillerød og Middelfart bliver i øvrigt spillet på Helsingør Stadion, da Hillerøds egen hjemmebane, SECMA Ground, ikke lever op til Divisionsforeningens krav.

Du kan læse mere om weekendens sæsonpremiere i Betinia LIGA, hvor alle hold får det svært, inklusiv Superliga-nedrykker fra AaB, lige HER!