Sensationelt: Fremad-keeper redder fem straffespark i træk!

Da Mohammad Hassan lørdag eftermiddag reddede et straffespark i udekampen mod VSK Aarhus, burde ingen have været overrasket. Fremad Amagers stærke slutmand er nemlig ved at udvikle sig til lidt af en ekspert i straffespark.

Forsøget fra Jonas Yderholm var nemlig det intet mindre end femte straffespark i træk, som Mohammad Hassan reddede i CampoBet 2. division. Tidligere er også spillere fra Vendsyssel FF, FC Helsingør og to gange BK Frem kommet til kort. Fordelt over tiden i Ishøj IF og nu Fremad Amager. Og tror man, at det er baseret på rent gætteværk, kan man godt tro om igen.

”Det er faktisk baseret på en strategi, der blev lagt sammen med min daværende træner, da jeg var U19-spiller i FC København,” afslører målmanden med de irakiske rødder i et interview med LigaManager.

”Kort efter vi udarbejdede strategien, var vi til en turnering i Portugal. Her indkasserede vi ikke et eneste mål i hele turneringen. I finalen reddede jeg fire straffespark. Så strategien fik en god start, griner ”Mo”, som holder kortene tæt til kroppen, hvad strategien angår.

”Ja, den kommer jeg ikke lige til at afsløre”, kommer det med en godt grin fra Mohammad Hassan, som til gengæld gerne vil tale om, at han nu er oppe på at være noteret for otte redninger på de seneste 11 straffespark, der er taget imod ham. Heraf altså de seneste fem på stribe, som du kan se i videon her øverst på siden.

Målmandstræneren i FC København var Rasmus Lindbjerg, og det er en tidligere målmand for ”løverne”, Jesper Christiansen, som nu arbejder videre med Mohammad Hassan som både assistent- og målmandstræner i Fremad Amager.

”Vi arbejder på at bygge videre på strategien ud fra noget, Jesper tidligere har arbejdet sammen med Lars Høgh om,” siger ”Mo”, der selvfølgelig ikke kan lade være med at gætte med hjemme fra sofaen, når der er straffespark på Tv.

”Og jeg gætter jeg rigtigt i 70-80 procent af tilfældene,” fortæller Mohammad Hassan. Så man forstår, hvorfor strategien indtil videre skal forblive en hemmelighed!

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet