Silkeborg-fans i opråb: 3000 mødte ikke op til kamp
Kun to point adskiller Silkeborg og Fredericia på hver sin side af Superligaens nedrykningsstreg, og der er således lagt i kakkelovnen til en sand bundgyser søndag eftermiddag.
I den forbindelse er hjemmeholdets fangruppering ‘’Fanenheden Silkeborg’’ ude med en klar opfordring på Facebook til deres medfans på JYSK Park:
- Kom på stadion. Ikke kun på søndag, men til samtlige resterende kampe – ude og hjemme.
- Bak op om truppen. Syng igennem, og lad tilbageholdenhed blive derhjemme.
- Tag ansvar og få venner, familie, naboer m.fl. med – vi ved, at mange af jer allerede kommer, så hjælp med at få endnu flere på lægterne.
Opfordringen kommer på bagkant af weekendens hjemmekamp mod OB, hvor hovedsponsoren JYSK gav gratis billetter til Silkeborg-fans. Her var der ifølge ”Fanenheden Silkeborg” små 3000 fans, som trak en gratis billet, men som i sidste ende ikke mødte op. ”Det skal vi kunne gøre bedre,” lyder det i opslaget.
”Pak snak om ejerskab, plads i tabellen og prisen på en pølse væk, til sæsonen er slut, og lad os stå sammen om det eneste, vi kan ændre på lige nu: overlevelse.”
Kampen mellem Silkeborg og Fredericia spilles søndag den 19.april klokken 14.00 på JYSK Park.