Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Sundby klar til OB: Panderynker og jubel på Amager

Sundby Boldklub, foto: Jakob Termansen
CampoBet 3. Div
23/9/2025 8:40

“Da de kom op af bowlen, så lød der jo et jubelbrøl blandt spillerne.”

Sundby-træner Thomas Karabulut kan godt huske reaktionen, da det stod klart, at amagerkanerne skulle møde Superliga-holdet OB i tredje runde af pokalturneringen.

Og mens spillerne straks kunne se det storslåede i at møde Rasmus Falk og kompagni tirsdag aften på Sundby Idrætspark, så var Karabuluts egen reaktion noget mere afdæmpet.

“Der var jeg måske lidt mere… Argh, det var måske ikke lige det hold, jeg havde håbet allermest på. Jeg havde nok lidt flere panderynker, end nogle af de andre. Men det er selvfølgelig fedt, at vi skal ud og møde et Superligahold,” siger Thomas Karabulut og forklarer, hvorfor lige præcis OB ikke er en ønskemodstander. 

“Det er jo det her powerfodbold og overfaldsfodbold med hårdtarbejdende spillere, som er i god form og arbejder stenhårdt. Det er sådan, vi kender Alexander Zornigers hold. Det bliver en stor opgave,” siger Thomas Karabulut om sin tyske kollega og de fynske modstandere.

Fynboerne er naturligvis tårnhøje favoritter i tirsdagens pokalbrag på Sundby Idrætspark, også selvom de skulle finde på at spare nogle af de store profiler som Rasmus Falk og Jann-Fiete Arp.

“Uanset hvem OB smider på banen, så har jeg en forventning om, at de kommer ud med et voldsomt udtryk. Og også et helt anderledes udtryk, end hvis vi havde fået Vejle, Silkeborg eller hvad ved jeg,” siger Thomas Karabulut.

“Det bliver også spændende for os i trænerstaben at se, når vi virkelig kommer under tryk. Hvordan håndterer vi det? Det er vi spændte på, hvordan drengene håndterer.”

Skulle man få det indtryk, at Thomas Karabulut render rundt i en form for frygt for modstanderen dermed ikke glæder sig til tirsdagens pokalbrag, så tager man til gengæld i dén grad fejl.

Opgøret er stort for både Sundby Boldklub og for cheftræneren personligt.

"Det er den største kamp på herresiden nogensinde herude. Vi håber på god opbakning, og der kommer formentlig en 400-500 fra Odense og folk fra Fyn, der bor herovre,” siger Thomas Karabulut, der har ekstra god grund til at håbe på et lille fodboldmirakel i Sundby.

“Jeg har selv familie derovre. Min mor er jo fynbo! Jeg har masser af familie i Odense og omegn. Det kunne være kæmpe fedt med en overraskelse, men sol, måne og stjerner skal jo stå helt rigtigt. Vores forsvar og målmand skal have en god dag, og så må vi slå til på de muligheder, der kan opstå. Vi glæder os til at få besøg af så stor en klub.”

Sundby Boldklub tager imod Odense Boldklub tirsdag aften klokken 19:00. Har man ikke mulighed for at deltage i fodboldfesten på Amager, så kan kampen ses på Viaplay Sport News.

(foto: Jakob Termansen)

Jens Andersen