Sundby-træner før pokalbrag: Har brug for flere toppræstationer
Seks runder skulle der gå, før Sundby Boldklub noterede sig sæsonens første sejr. Det gik ud over ASA fra Aarhus i weekenden og faldt på et tørt sted. Ikke mindst for cheftræner Thomas Karabulut, som inden kampen havde udstedt en advarsel om, at nu skulle der altså leveres.
Det gjorde spillerne så, men de er også ved at have en vis rutine i det. Det er tredje sæson i divisionerne for Sundby Boldklub, og de har mildest talt ikke tradition for at blæse ud ad startblokken.
”Vores efterår generelt er bare dårlige. På en eller anden mystisk vis. Det var egentlig okay i starten sidste år, men så ryger vi ind i en periode, hvor vi taber en masse tætte kampe,” husker Karabulut tilbage på en efterårssæson, hvor man endte med at gå til vinterpause på sidstepladsen.
”Lige nu står vi et sted, der minder lidt om det, vi gik ind til i forårssæsonen. At lave et regnestykke med at finde ud af, hvor vores næste point skal komme fra,” kommer det videre fra cheftræneren, som i det mindste kan notere sig, at både kampen i weekenden og de næste to kampe i CampoBet 3. division er på kunstgræs. Det har Sundby-drengene det ubetinget bedst med.
”Når vi skal ud på græs, går det ikke så godt. Vi har prøvet at spille med lidt længere bolde og ændre nogle ting, men med de spiltyper, vi har, og har haft, til rådighed, passer kunstgræs bare os bedst i øjeblikket. Men vi er fortrøstningsfulde,” fortsætter Karabulut.
Han har nu overset to sæsoner i CampoBet 3. division, hvor klubben i begge tilfælde samlede 40 point. I sidste sæson dog med 48 mål mod 35 i den første sæson. Men der er punkter, hvor Thomas Karabulut godt kunne have ønsket sig, at udviklingen gik lidt hurtigere.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, kunne jeg godt have ønsket mig en større progression i truppen. Nu er det tredje sæson i 3. division, og der er rigtig mange af spillerne, som vi har haft med fra Serie 1 og Københavnerserien. Vokser de med opgaven?
”Det har lidt været vores forhåbning, at spillerne hele tiden rykker sig og tager de næste skridt i forhold til at løfte os lidt længere væk fra bunden. Men der er nogle spillere, vi er afhængige af, og rammer de ikke lige omkring deres topniveau, bliver vi udfordret. Vi er nødt til at få løftet nogle af de øvrige spillere, så vi får større toppræstationer. Det leder vi lidt efter lige nu.”
Torsdag aften venter der Sundby Boldklub en storkamp i DBU Pokalen. Her kommer FC Midtjylland på besøg i Sundby Idrætspark.