Tre i træk i Holbæk: Vi er på rette vej

Oprykkerne fra Hørsholm-Usserød har været flyvende i denne sæsons udgave af CampoBet 3. Division, men i weekenden kom de mod Holbæk B&I i dén grad ned på jorden igen og faldt også lidt ned i tabellen.
Holbæk B&I var ikke rare gæster og vandt med hele 4-0 i Hørsholm.
“Jeg er virkelig stolt af drengene i dag. Vi vidste, at Hørsholm er ekstremt svære at slå på deres egen bane, men vi kom med en klar plan og en stærk tro på os selv. Første halvleg er noget af det bedste, vi har leveret i lang tid, og vi kunne sagtens have scoret endnu flere mål,” siger Holbæk-træner Erdogan Aslan.
Første halvleg var en lettere vanvittig omgang, hvor Morten Olsen fik lavet hattrick, mens Hüseyin Tümtürk også fik puttet en ind for gæsterne inden pausen.
Med sejren er Holbæk nu nummer fire i rækken med 12 point for seks kampe, mens Hørsholm-Usserød rykker ned som nummer fem med 10 point.
For Holbæk blev storsejren over Hørsholm-Usserød en fin fortsættelse af en formkurve, der i dén grad peger op.
I midtugen ekspederede man CampoBet 2. Divisionsholdet Ishøj IF ud af pokalturneringen med overbevisende 3-0 efter man nogle dage tidligere vandt 3-0 i ligaen over BK Frem.
For Erdogan Aslan og kompagni handler det derfor om ikke at lade sig rive alt for meget med.
“Tre sejre på en uge og en målscore på 10-0 viser, at vi er på rette vej. Nu gælder det om at holde begge ben på jorden og fortsætte den hårde indsats, som hele holdet leverede i dag,” siger Holbæk-træneren.
