Tre nye ansigter i Frem

Hele tre nye mand er klar for BK Frem, der åbner sæsonen i CampoBet 3. Division hjemme mod Sundby BK d. 2. august.
27-årige Rasmus Fink og 23-årige Asger Dannelund Hemmingsen er begge hentet i VSK Aarhus, mens det 18-årige talent Tekin Abdulovksi senest har optrådt for AB’s U19-hold.
Rasmus Fink glæder sig til at tørne ud for sin nye klub, som han har besøgt flere gange i sin divisionskarriere.
“Efter fem gode år i VSK Aarhus og med min uddannelse i hus, har jeg søgt mod Sjælland for at tage hul på nye udfordringer. Gennem mine år i divisionerne har jeg flere gange spillet på Valby Stadion – og det er uden sammenligning den fedeste kulisse, jeg har oplevet,” siger midtbanespilleren.
Udover de tre nye navne har Frem også forlænget kontrakterne med Andreas Hermansen, Nicholas Sejr og Jonathan Canton.