Trier tager 12 måneder mere i FC Roskilde
Silas Trier fik arbejdet sig ind på en stamplads hos FC Roskilde mod slutningen af sæsonen, og det er nu blevet belønnet med en kontraktforlængelse. Den 27-årige tidligere Næstved- og AB-spiller har nu papir på en aftale til sommeren 2027. Det er han ikke overraskende glad for.
“Det er et fantastisk miljø, med en rigtig fed gruppe af mennesker. Både truppen og folk omkring holdet. Jeg har virkelig nydt mit første år i Roskilde, og jeg er sikker på, at det kommende år bliver endnu bedre. Jeg ser frem til at spille endnu flere kampe i den lyseblå trøje,” lyder det fra Trier til klubbens hjemmeside.
Han var i truppen i 28 af sæsonens ligakampe, men det blev til mere spilletid i de sidste ni kampe end de foregående 16. Og her viste han altså nok til at sportschef Anders Theil fandt papir og pen frem.
“Trier har spillet en god sæson for os, hvor han er blevet mere og mere fast mand. Han er en klog spiller, der giver en god ro, når vi er på bolden. En teknisk fin spiller, der har et godt overblik. Han binder holdet godt sammen fra hans position på midten, hvor han også er stærk verbalt.
Derudover er han fantastisk for vores omklædningsrum. Han tager også et stort ansvar uden for banen. Vi er derfor rigtig glade for, at han også er her i den kommende sæson,” siger klublegende, æresmedlem og sportschef Anders Theil til klubbens hjemmeside.
Han kom til klubben fra Næstved, men er i karrieren noteret for flest kampe for Skovshoved IF.