Underholdende topopgør i vente: Hillerød – Lyngby

Fredag aften er der topopgør i Betinia LIGA. Hillerød mod Lyngby. Nummer tre mod nummer ét. Blot tre point til forskel. Kort sagt; der er lagt i ovnen til et drama, men ét underholdende ét af slagsen.

Begge hold vil nemlig gerne spille fodbold. I bogstaveligste forstand. Spille bolden med fødderne, skabe chancer, score mål.

Det sidste har Lyngby været bedst til i det efterår, der sættes punktum for i kommende spillerunde. Lyngby er således det hold i Betinia LIGA, der har scoret flest mål. Hele 37 styks i 17 kampe. Det svarer 2,12 mål pr. kamp.

Det snit opererer Hillerød ikke med. Christian Lønstrup og co. har plus i regnskabet, men ikke i samme omfang som Lyngby. Til gengæld er Hillerød lige i hælene på De Kongeblå, når det kommer til at konvertere holdets afslutninger til mål.

Læg dertil, at begge mandskaber kan gå ind til deres indbyrdes opgør uden massivt pres på sig. Det lyder måske som en selvmodsigelse, nu hvor der er tale om et topopgør.

Vel at mærke et topopgør, hvor Hillerød bliver presses bagfra af både Horsens, Esbjerg og AaB. Ikke desto mindre er det ikke verdens undergang, hvis Hillerød skulle ende med at tabe til Lyngby.

Efterårets sæsonen har været en bragende succes uanset hvad.

Alle iagttagere af Betinia LIGA vidste på forhånd, at Hillerød ville blande sig i tabellens top 6. Man vidste også godt, at holdet på gode dage, ville kunne spænde ben for en gigant eller to. 

Men at Hillerød i perioder ligefrem ville toppe Betinia LIGA, og nu – før efterårets sidste spillerunde – kun er tre point fra nummer ét, ja, det havde ikke engang Christian Lønstrup turde håbe på.

Ikke desto mindre er det sådan, virkeligheden er. Og det er imponerende. Dermed ikke sagt, at en sejr ikke ville gøre vinterpausen mere lun for Christian Lønstrups tropper. En sejr vil bringe Hillerød a point med Lyngby, men ikke nok til at rykke forbi Andreas Bjellands mandskab, der opererer med et langt bedre målregnskab.

Hvordan virkeligheden ser ud på den anden side af fredagens topopgør, må tiden vise. Sikkert er det, at der venter publikum og fjernsynsseere et underholdende drama. 

Og måske også kåringen af Betinia LIGAs farligste angriber? Det kan du læse mere om HER! Og du kan se kampen mellem Hillerød og Lyngby fra og med klokken 19.00, hvor der er kickoff på Helsingør Stadion.