VFF-direktør: Spillerne blev behandlet som rockstjerner

Mens andre klubber forlægger deres vinter-træningslejr til Malaga, Dubai, måske sågar USA, kiggede Vendsyssel FF sidste vinter mod andre horisonter. Med en colombiansk rapper af enormt ry i hjemlandet i ejerkredsen gik turen selvfølgelig, fristes man til at sige, til det enorme land i Sydamerika. Og det gik ikke stille af sig, fortæller Lars Glinvad, direktør i Vendsyssel FF, til LigaManager.dk.

”Det var en vild oplevelse, truppen fik derovre. Der stod en hel bus folieret med Vendsyssels logo og ventede. Der var politieskorte, og folk stoppede deres knallerter og cykler i vejkanten og vinkede til bussen. Der var 11 tv-selskaber ude til pressemødet. Eksponeringsmæssigt var det en fantastisk tur, fordi der var meget mediebevågenhed derovre, og spillerne fik virkelig fornemmelse af, at de var rockstjerner. Det var lidt af et kulturchok at lande i Vraa igen, tror jeg,” gnækker Glinvad med et glimt i øjet.

Samme Glinvad erkender også, at det var en syret kontrast at opleve den pludselige enorme bevågenhed samtidig med, at sæsonen bare ikke ville fungere på grønsværen.

”De nye ejere købte jo en klub, der havde været i den næstbedste række i 15 år, og så et enkelt år i Superligaen. Så de havde ikke drømt om, at vi skulle en tur ned i 2. division. I ledelsen var vi måske også lidt nervøse for, hvor de ville være henne i CampoBet 2. division, for der er ingen tvivl om, at de drømmer om Superligaen.”

Superligaen er et par år væk, og lokale investorer i Hjørring og omegn drømmer lige nu om, at de colombianske ejere også snarligt er væk. Direktør for Fjordbak Byg, Henrik Fjordbak, afslørede overfor LigaManager, at en investorkreds har afgivet et bud på at købe Vendsyssel FF tilbage fra den colombianske ejerkreds. Et bud, der indtil videre er blevet afvist.  

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet