Eichner ærgerlig efter nederlag: Spillede for langsomt

Sæsonens længste ubesejrede serie af ubesejrede kampe fandt sin afslutning i CampoBet 2. division i lørdags. Det blev Skive IK, der lykkedes med at sætte en stopper for VSK Aarhus’ serie af kampe uden nederlag, som nåede 11.

Cheftræner Jacob Eichner satte efter kampen et par ord på nederlaget, som Gustav Callø med sin scoring og en solid defensiv sørgede for at fighte med hjem til Skive.

“Desværre blev kampen vores første nederlag i meget lang tid. Vi startede den rigtigt godt og kan med lidt mere skarphed nærmest lukke den i de første 20-25 minutter. Derefter bliver det en mere lige kamp, og Skive scorer på en standard, hvor de er stærke,” lød det indledningsvist fra Eichner, som stadig har sin første sejr over Skive IK til gode som cheftræner.

De første to dueller i denne sæson sluttede 1-1 mellem ligaens to remis-konger, og det kunne det også være blevet, hvis VSK havde udnyttet den gigant-chance, man tilspillede sig kort før slutfløjt i lørdagens kamp.

“I anden halvleg bliver det for meget på Skives præmisser, hvor vi har bolden meget men spiller for langsomt. Vi bliver ikke farlige nok før til sidst, hvor vi har en triple chance, vi skal score på. Det lykkes desværre ikke, og derfor går vi fra kampen med stor skuffelse.”

Eichner og co. skal forsøge at rejse sig i weekenden med et lokalbrag mod Brabrand, der kommer som en af ligaens formstærkeste hold.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet