Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Wagner sikrer Thisted topstatus via sejr i AB

Foto: Jacob Hansen
CampoBet 2. Div
25/8/2025 10:06

Der er nyt tophold i CampoBet 2. division og den position tilspillede Thisted FC sig lørdag eftermiddag. Her satte de AB til vægs med 3-2 i Gladsaxe Idrætspark. Og bare for at dreje kniven rundt i såret, blev det selvfølgelig Christian Wagner, der tegnede sig for sejrsmålet. Angriberen, som Thisted FC har hentet i AB.

I håb om at bringe friske kræfter i spil havde AB-træner Joey Gudjonsson valgt at ændre på hele fem pladser i forhold til onsdagens udekamp mod Ishøj. Det var dog udestærke Thisted, som straks satte sig på opgøret og første lussing fik AB efter to minutters spil. Et langt indkast fra gæsternes JJ landede efter lidt flipperspil hos Emil Lagergaard, der gjorde det til 1-0.

Efter 14 minutter blev der dømt straffespark til hjemmeholdet til enorm opstandelse for Thisted-bænken. Når ret skal være ret, skulle man også være yderst pro-AB for ikke som minimum at vurdere kendelsen tvivlsom. Alle sikringer var nær ploppet på Thisted-bænken, da straffesparket fra Marcus Immersen blev reddet. Kun for at se det dømt om.

Immersen trådte op igen og udlignede. Balancen holdt kun kort, før Thisted-offensiven slog til igen. Et nyt langt indkast fra førnævnte JJ gav igen pote. Denne gang ved Jonas Graabæk Hansen.

Når man har en målmand så stor som AB, må det give grund til bekymring at indkassere ikke bare ét, men to mål efter indkast på 26 minutter.

Apropos målmand, så er Thisted-keeper Andreas Raahauge nybagt far, hvilket måske kan forklare den gevaldige blunder, han tog sig kort før pausen. Den tillod hjemmeholdets Tobias Hageltorn, en af de nye i startopstillingen, at udligne til 2-2.

Anden halvleg kunne ikke mønstre samme intensitet som første halvleg bød på. AB formåede aldrig at få et spilovertag, men virkede til gengæld overraskede over gæsternes pres-spil. Så var der større intensitet på lægterne, da mødre selv i divisionsfodbold godt kan føle sig bortdømt på sønnikes vegne. Den vrede ordveksling blev lukket med et ”hold kæft”. På svensk. Godt så.

Man kunne have ønsket sig samme intensitet fra AB Forever. Den 30-årige supporter-gruppe fik ellers onsdag aften i Ishøj en opvisning i, hvordan opbakning kan lyde, også i 2. division. Der gik 37 minutter denne lørdag, før man opdagede, at de var til stede.

Til stede var til gengæld Christian Wagner, som sørgede for, at de tre point kom med til Thisted. Dermed har han stadig scoret i alle ligakampe i denne sæson. Denne gang efter 74 minutter til gæsternes tredje og afgørende føring i kampen.

Slutstilling: AB – Thisted FC 2-3 (2-2)

Mål: 0-1 Lagergaard (2.), 1-1 Immersen (14.), 1-2 Graabæk Hansen (26.), 2-2 Hageltorn (42.), 2-3 Wagner

Jacob Hansen