Zorniger efterlyser mere intensitet

OB kom i fredags tilbage på sejrssporet, men cheftræner Alexander Zorniger var ikke kun glad for resultatet. Han efterlyser mere power fra sine spillere efter 3-2 over medoprykkerne FC Fredericia.
Selvom OB havde muligheden for at afgøre kampen tidligere og undgå spænding til sidst, var Zorniger tilfreds med pointene – velvidende, at kampen kunne være endt anderledes.
"Vi kunne have indkasseret et 3-3-mål eller ikke have scoret til 3-1, og så ville alle tale om andre ting… vi er glade," lød det fra OB-træneren til Viaplay.
Med sejren rykkede OB sig fri af bunden for en stund, og fokus skifter nu til både præstation og overlevelse i de kommende runder.
"Det er det, det hele handler om. Vi vidste, at det ikke handlede om måden, vi fik dem på. Visse dele af Danmark kender mig. Det her er ikke den aggressivitet, jeg godt kunne tænke mig at se, men i første halvleg kontrollerede vi i det mindste tingene."
Zorniger løftede også sløret for de udfordringer, OB kæmper med i kulissen. Flere spillere er fysisk pressede, og det har stor betydning for det udtryk, holdet kan levere.
"Jeg ville elske at have meget mere intensitet i kampen, men vi så også i pausen, at vi havde fire spillere inde hos fysioterapeuten. Fiete (Arp, red.) kunne mærke noget allerede i morges. Så vi skal også tænke på, hvordan vi bruger vores energi, for nogle af spillerne mangler energi. Nu får vi forhåbentligt Yaya (Bojang, red.) tilbage efter landskampspausen, og også Ejdum."
Træneren understregede vigtigheden af en bred og kampklar trup, særligt i en periode, hvor hvert point tæller.
"Vi har brug for alle spillere nu. Det kunne I også se. Måden, vi forsvarede os på, efter vi kom på 2-0, var simpelthen ikke på det samme niveau, som det var før. Og det er stadig et problem. Der er for mange spillere, der håber på, at det hele går til sidst. Og der skal vi være meget skarpere," sagde Zorniger.
