Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
3F Superliga

Alexander Zorniger: Sig det ikke til agenten, men vis det!

AI Unsplash
4/8/2025 10:06

Efter en flot start på sæsonen så faldt OB til jorden med et brag med et 4-0 nederlag i Vejle. Det var derfor ikke overraskende en dybt skuffet OB-træner, der talte med Viaplay efter nedturen. Han opfordrer blandt andet sine spillere til ikke at forsøge at tale sig på holdet via deres agenter, men i stedet vise hvad de kan på træningsbanen.

Cheftræner Alexander Zorniger lagde derfor ikke fingre imellem i sin analyse af præstationen. Ifølge ham var det ikke kun spillerne, der fejlede – det gjaldt hele holdet, inklusiv trænerstaben.

"Der var ikke en eneste spiller, der spillede på et Superliga-niveau i dag (i går, red.). Og er der ikke en eneste spiller, så må man kigge på trænerstaben og holdet bag. Holdet gjorde det godt i Midtjylland og Viborg – også os (trænerstaben). Så hvis holdet gør det sådan her, må vi spørge, hvad der skete i løbet af ugen. Både med startopstillingen og dem, der kom ind," siger han til Viaplay.

OB-træneren pegede især på spillets tempo og kvalitet i opbygningen som afgørende faktorer i nederlaget.

"Vi var alle enige om, at vi fik de her resultater i de første to kampe på grund af vores præstation som hold. I dag havde vi alt for mange boldtab og for mange berøringer. Vi skal spille med to berøringer, men vi havde for mange i dag. I opbygningsfasen var der for mange situationer, hvor vi forsøgte at bringe dem fra side til side, men vi brugte tre-fire berøringer, og det er alt for meget. Så kan alle modstandere lukke ned," siger Alexander Zorniger til Viaplay efter opgøret.

Han rundede interviewet af med en tydelig besked til sine spillere: det er ikke nok at tale om at spille – det skal vises på banen.

"Alle spillere på vores hold forventer at spille, men så må man også vise sig på banen. Man skal ikke snakke (om det), og man skal ikke sige det til agenten. Det handler om at vise det på banen."

Søren Sorgenfri