‘Jackie’ på rov i Hillerød

Hillerød er i gang med en omfattende opgradering af klubbens sportslige organisation, hvilket har betydet nye ansigter i Slotsbyen.

Hillerøds oprustning har dog også været ensbetydende med folk, der har forladt klubben, og en af dem er Head of Coaching, Jimmi Brinksby, der forlod sin stilling kort før nytår.

Nu kan Tipsbladet afsløre, at Jimmi Brinksbys fremtid ligger i Norge, nærmere betegnet i Strømsgodset, hvor Hillerøds tidligere direktør, Jackie Rasmussen, netop er startet i rollen som sportschef, og i den forbindelse har peget på Jimmi Brinksby som ny assistenttræner.

“Vi har arbejdet på at finde nye folk til staben omkring holdet. Vi kan snart præsentere nye ansigter, som skal hjælpe med det arbejde, vi står over for,” udtaler Jackie Rasmussen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“I den proces har det været vigtigt for mig, at det er personer, som matcher klubbens værdier og strategi. Der har været mange kandidater på bordet, mange samtaler og mange overvejelser om, hvordan vi skal sammensætte det.”

Udover Hillerød har Jimmi Brinksby har en fortid hos blandt andre Brøndby og AC Horsens, samt på det danske U21-landshold.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA