Vintervejret udsætter træningsstart hos Thisted FC

Vintervejret har spillet mange et puds i den forgangne uge. Ikke mindst oppe i det nordjyske, hvad spiller og stab også fik at mærke hos Thisted FC. Her skulle årets første træningspas være forløbet i mandags, men det måtte aflyses.

“På grund af de store snemængder som vintervejret har bragt til Thy, er opstarten desværre blevet udskudt. Den foreløbige plan er, at træningen starter fredag på Thisted Kunstgræs,” skriver klubben selv på deres hjemmeside og tilføjer:

“De kommende uger byder på målrettet træningsarbejde og en række træningskampe, hvor både form, relationer og taktiske elementer skal testes og videreudvikles.

“Opstarten kombinerer mange træningskampe og en udenlandsk træningslejr, som tilsammen skal sikre de bedst mulige forberedelser frem mod turneringsstart,” skriver klubben videre.

Der er desuden fem testkampe planlagt for thyboerne, der i forårssæsonen af CampoBet 2. division skal finde fodfæste uden ligatopscorer Christian Wagner. Denne blev solgt til Sandvikens IF kort før jul.

Træningskampe planlagt

Lørdag d. 17. januar kl. 11.00
Silkeborg IF – Udebane

Lørdag d. 24. januar kl. 12.00
Hobro – Udebane

Fredag d. 6. februar
Liefering (Østrig) – Tyrkiet

Onsdag d. 11. februar kl. 14.30
AaB – Udebane

Lørdag d. 21. februar kl. 12.00
Holstebro – Udebane

Lørdag d. 28. februar kl. 15.00
Brabrand – Udebane

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet