Helsingør på pointtogt mod remiseksperterne VSK
Med et mål på hver side af pausen sikrede VSK Aarhus sig en 2-0 sejr over FC Helsingør i august. De prøvede også at vinde 2-0 over Fremad Amager, endda i Sundby Idrætspark, mens de spillede 1-1 hjemme mod amagerkanerne. Og hvorfor så bringe dét på bane?
Fordi FC Helsingør nu trænes af Christian Iversen, som stod i spidsen for Fremad i de to kampe mod VSK. Og ingen af dem havde altså mere end to scoringer. Det havde FC Helsingørs kamp i Skive i fredags heller ikke, til trods for et stort spilovertag og noget nær fire gange så mange skudforsøg end skibonitterne.
Sejre skal på kontoen hurtigst muligt, hvis Kronborgs Drenge skal gøre sig forhåbninger om at præstere miraklet. De mange skudforsøg skal derfor, set fra deres synspunkt, derfor helst omsættes i hård valuta søndag eftermiddag. Om man så må sige.
Og til trods for 11 points forskel i tabellen, er det faktisk længere siden, at VSK Aarhus har vundet en fodboldkamp, end FC Helsingørs seneste sejr. Jacob Eichners tropper er efterhånden oppe på otte i træk uden gevinst. De seneste fem sluttede dog alle remis, så de taber heller ikke så tit.
Én ting giver optimisme til FC Helsingør. De har scoret i deres seneste 11 kampe. At de så stadig er uhjælpelig bundprop siger noget om, hvor problemerne ligger. Og de er ligaens svageste hjemmehold. Alle serier slutter dog på et tidspunkt. Bliver det Helsingørs eller VSKs? Der er kampstart kl. 13:00.
Formodede startopstillinger:
FC Helsingør: Markdal – Divialle – Knudsen – Brems – Arrocha – Augustinus-Jensen – Holmelund – Jørgensen – Gemmer – Winding – Singh
VSK Aarhus: Vedel-Birch – Søndergaard – Dissing – Eskildsen – Jakobsen – Clement – Buch – Rytter – Floyd – Nemec – Yderholm