Systemskifte sender Leeds på bomberjagt

Leeds United bliver af den tidligere forsvarsspiller Stephen Warnock opfordret til at finde en angriber, der minder om Dominic Calvert-Lewin, for at styrke holdets nye 3-5-2 system. Siden skiftet til den nye formation er Leeds begyndt at spille med to mand helt fremme, hvilket har øget behovet for bredde i angrebet.

Calvert-Lewin har været en stor succes for Daniel Farkes mandskab i denne sæson med 9 mål i 19 Premier League-kampe. Warnock mener dog, at klubben bør være proaktiv:

“Når man ser på en profil, vil man have en, der minder om Dominic Calvert-Lewin. Vi kender hans skadeshistorik, men det, han har gjort for Leeds i dette system, er at lade dem spille på en anden måde,” skriver Warnock i sin faste klumme i den store regionsavis The Yorkshire Post.

Han peger især på værdien af at have et fysisk “focal point”:

“Vi så det mod Liverpool på Anfield. Da han kom på banen, ændrede han kampen. Pludselig har de et punkt, de kan spille langt på. Man ønsker ikke to spillere, der begge vil have bolden kort i fødderne. Man vil have én spiller, der kan strække spillet. Det handler om at finde en med en lignende profil, men måske en, der ikke har noget imod at sidde på bænken, for hvis Calvert-Lewin forbliver fit og fortsætter med at score, vil han være førstevalget.”

Rygterne svirrer allerede om, hvem denne forstærkning kunne være. Leeds har angiveligt holdt samtaler med Tammy Abraham, der i øjeblikket er udlejet til Besiktas fra AS Roma. Abraham ses som en spiller, der er “bygget i samme støbning” som Calvert-Lewin – fysisk stærk, god i luftspillet og målfarlig.

Ugens store nyhed er dog tilladelsen til at udvide Elland Road.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League