Formstærk Hermansen ‘jeg drømmer om VM’

Mads Hermansens seneste præstationer er det ultimative bevis på, at tålmodighed og hårdt arbejde betaler sig. Den 25-årige målmand lagde ellers ud med en stor skuffelse i West Ham, da hans karriere i klubben gik i stå efter blot fire kampe.

Siden da har Hermansen tilbragt tre og en halv måned på træningsanlægget Rush Green, hvor han har holdt fast i den professionalisme, der har ført ham hele vejen fra den danske 2. division til Premier League. Chancen bød sig igen i FA Cup-sejren over Queens Park Rangers, og siden da har han ikke set sig tilbage.

Cheftræner Nuno Espírito Santo valgte at sende danskeren tilbage i Premier League-startopstillingen mod Burnley den 7. februar, hvilket Hermansen kvitterede for med et rent bur i 2-0-sejren. Det blev fulgt op af endnu en solid indsats i den uafgjorte kamp mod Manchester United.

“Sæsonen har til tider været hård, men mit fokus har været på at arbejde hårdt og være professionel og positiv hver dag. Jeg prøver at gøre det rigtige, bare fordi det er det rigtige at gøre. Selvfølgelig har jeg haft øjeblikke, hvor jeg følte, det var forfærdeligt, og jeg bare ville spille, men jeg vidste også, at der er et hold her og andre målmænd, der gør deres bedste,” fortæller Hermansen til West Hams hjemmeside.

Den danske keeper lægger ikke skjul på, at han føler sig stærkere nu efter den ufrivillige pause på bænken.

“Jeg tror, det, jeg er mest glad for, er, at det arbejde, jeg har lagt i det de sidste fire-fem måneder for at kunne præstere, når chancen kom, har bragt mig et godt sted hen. Jeg føler, det er den rigtige Mads, man ser i målet nu.”

Selvom fokus har været på klubholdet, drømmer Hermansen stadig om sin debut på det danske landshold. Danmark møder Nordmakedonien i playoff-semifinalen til VM den 26. marts i København, og her håber West Ham-målmanden på at spille en rolle.

“Jeg har ikke tænkt så meget på fremtiden på det seneste. Jeg prøver bare at være i nuet og fokusere på kampene. Jeg har stadig ikke spillet for det danske A-landshold, og det er en stor drøm for mig. At gøre det og komme med til VM ville være utroligt.”

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League