Enig? De ti største “Unsung Heroes” i Premier League!
Premier Leagues historie er fyldt med store stjerner og deres præstationer, men hvad med de spillere – de unsung heroes – som tager kamp efter kamp, sæson efter sæson uden at blive hyldet? Vi har fundet de største ubesungne helte i ligaens historie.
Tony Hibbert (Everton) Den ultimative kulthelt. Hibbert spillede over 250 Premier League-kampe for Everton uden nogensinde at score et officielt mål. Han var en ekstremt pålidelig back, der aldrig forsøgte noget, han ikke kunne. Fansene elskede hans loyalitet og jernhårde tacklinger så meget, at de skabte råbet: “If Hibbert scores, we riot!”
James Milner (Leeds, Newcastle, Aston Villa, Man City, Liverpool & Brighton) Selvom han har vundet alt, bliver Milner ofte overset i debatten om de største midtbanespillere. Hans alsidighed er legendarisk – han har spillet alt fra back til kant og central midtbane. Milner er indbegrebet af professionalisme; en maskine, der altid leverer en arbejdsom præstation og aldrig klager over en bænkplads i en karriere, der begyndte da han bare vare 16 år gammel.
Park Ji-sung (Manchester United & QPR) Sir Alex Ferguson kaldte ham en af de vigtigste spillere i sin trup. Park fik øgenavnet “Three-Lungs Park”, fordi han aldrig stoppede med at løbe. Han blev ofte brugt som en taktisk specialenhed til at mandsopdække verdensstjerner (som Andrea Pirlo) ud af kampen. Han ofrede sine egne statistikker for holdets succes.
Gareth Barry (Aston Villa, Man City, Everton & West Brom) Barry har rekorden for flest spillede Premier League-kampe overhovedet (653 kampe). Han var aldrig hurtig eller prangende, men hans evne til at læse spillet, bryde angreb og distribuere bolden sikkert gjorde ham uundværlig for enhver manager. Han var den stille motor på Manchester Citys første mesterhold.
Lucas Leiva (Liverpool) Efter en svær start på Anfield, hvor han blev kritiseret af fansene, kæmpede Lucas sig tilbage og blev en af ligaens bedste defensive midtbanespillere. Han var en mester i de “beskidte” opgaver: tacklinger, bolderobringer og taktiske frispark. Han blev kåret til årets spiller i Liverpool af fansene, fordi de lærte at sætte pris på hans uvurderlige slid.
Claude Makélélé (Chelsea) Han var så god og så undervurderet, at de opkaldte en position efter ham: “The Makélélé Role”. Da han kom til Chelsea, fattede mange ikke hans værdi, men han var årsagen til, at spillere som Frank Lampard kunne storme frem og score mål. Han beskyttede sit forsvar bedre end nogen anden i sin generation.
Nicky Butt (Manchester United & Newcastle) Som en del af ‘Class of 92’ stod Butt ofte i skyggen af Giggs, Scholes og Beckham. Men Butt var den hårdtarbejdende midtbanekriger, der tog de fysiske dueller og gav de mere kreative spillere frihed. Han var en lederfigur, der altid satte holdet over sig selv.
Leon Britton (Swansea City) Britton var hjertet i “Swanselona”. Selvom han var lille af vækst, havde han en af de højeste afleveringsprocenter i ligaen og var arkitekten bag Swanseas unikke spillestil. Han styrede midtbanen med en utrolig ro og var den lim, der holdt holdet sammen gennem deres bedste år i Premier League.
Sylvain Distin (Newcastle, Man City, Portsmouth & Everton) En af de mest konstante forsvarsspillere i ligaen gennem 15 år. Den franske stopper spillede næsten 470 kampe og var kendt for sin enorme fysik og fart. Han blev sjældent nævnt på årets hold, men managere vidste, at han var garant for stabilitet og professionalisme.
Kevin Davies (Southampton, Blackburn & Bolton) Davies var mareridtet for enhver midterforsvarer. Han har rekorden for flest begåede frispark i ligaens historie, men også for flest vundne luftdueller. Han var fundamentet i Sam Allardyces Bolton-hold, hvor han med sin rå styrke og evne til at holde på bolden gjorde sine holdkammerater bedre og allerede var kampfløjt var over sin modstander.
Fik du mon læst om de største trænerflops?
