‘Justi’ med selvtillid: Scorer 12 mål i foråret

David Nielsen har kaldt ham for “ligaens farligste spiller.” Adrian “Justi” Justinussen er da heller ikke selv i tvivl. Den 27-årige færing, der ved årsskiftet rykkede fra Hillerød til AC Horsens, kommer til at score mange mål for sin nye arbejdsgiver.

Rigtig mange endda.

“Målet er at slutte sæsonen af med 22 mål, og det må betyde, at jeg skal lave 12 mål for AC Horsens,” udtaler Adrian, der pt. og med ti fuldtræffere, er den mest scorende i Betinia LIGA.

Optimismen forud for det kommende forår, hvor Horsens ikke bare skal jagte, men også overhale Lyngby og Hillerød, der i skrivende stund indtager de pladser, der giver adgang til Superligaen til sommer, kommer til udtryk i et interview med Horsens Folkeblad.

Her fortæller Adrian Justinussen også, at tre af de 12 mål bliver sat ind på frispark:

“Vi har 14 kampe tilbage, så det tror jeg på. Tre af dem bliver på frispark,” udtaler Adrian, der i det forgangne efterår scorede et af sine frygtindgydende frispark mod netop Horsens, da færingens tidligere klub slog hans nuværende med 2-1 på Helsingør Stadion.

Hvorvidt Adrian Justinussen lever op til egne forventninger i det kommende forår, må tiden vise.

Anderledes sikkert synes det at være, at han får sin officielle debut for Horsens, når Den Gule Fare spiller forårspremiere ude mod Esbjerg på Blue Water Arena den 28. februar.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA