Krise i Crystal Palace: Stjerne vil væk

Først røg Michael Olise, så Eberechi Eze, og nu tyder det på, at også sidste mand i Crystal Palaces dødbringende fronttrio fra 23/24-sæsonen er klar til at drage videre i karrieren. 

Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano har Jean-Philippe Mateta nemlig meddelt, at han ønsker at forlade klubben. Angiveligt allerede i dette transfervindue. 

Franskmandens kontrakt udløber efter næste sæson, og både Juventus og Aston Villa har efter sigende meldt deres interesse i angriberen, som i denne sæson har scoret otte mål i 22 Premier League-kampe. 

Nyheden lander i en allerede turbulent tid for London-klubben, da den succesfulde træner Oliver Glasner i sidste uge udtalte, at han ikke har i sinde at forlænge sin kontrakt, som udløber til sommer. 

En melding, som ifølge Sky Sports har fået bestyrelsesformand Steve Parish til at overveje en fyring af Glasner allerede nu. 

Det er fortsat uvist om træneren får lov at køre sæsonen i hus, men med tanke på, at han allerede har kritiseret klubbens ageren på transfermarkedet, bløder det nok ikke stemningen op, hvis Jean-Philippe Mateta bliver solgt i januar. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen