Kubel efter fire fede år i Aarhus: Aalborg er det rette match

Efter fire år i Aarhus Fremad, som Mathias Kubel kalder for “den fedeste klub”, er den 24-årige kant-kreatør, der i det forgangne efterår var involveret i 40 procent af Aarhus Fremads samlede målproduktion, klar til at folde sig ud i AaBs rød-hvide trikot.

Det siger han i et videointerview på AaBs hjemmeside:

“Det er en fed følelse. Det er noget jeg ser frem til, noget jeg blev glad for, da jeg fandt ud af, at det var en mulighed.”

“Jeg glæder mig til at komme i gang og møde alle drengene og se det hele omkring klubben,” udtaler Mathias Kubel og ser tilbage på tiden i Aarhus Fremad:

“Jeg har haft en god tid i Aarhus Fremad. Jeg har været der i over fire år, og det er den fedeste klub, jeg har været i som senior. Jeg ser frem til at tage de næste skridt i min karriere, og her ser jeg Aalborg som det rette match.” 

I AaB har Mathias Kubel skrevet under på en fireårig aftale og målsætningen er på plads:

“Det korte svar er at komme tilbage i Superligaen og være med til at bygge klubben op. Jeg ser frem til at få en masse fede kampe heroppe og spille foran fansene. Det er helt sikkert.”

Mathias Kubel nåede at spille 101 kampe for Aarhus Fremad, hvor han scorede 25 mål og bidrog med 11 oplæg. Han kan få officiel debut for AaB, når de nordjyske Superliga-nedrykkere spiller forårspremiere mod Hillerød den 27. februar.

Kampen spilles på Aalborg Portland Park og fløjtes i gang klokken 19.00. 

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA