Officielt: AaB køber Kubel: Perfekt step i min karriere
For et par uger siden begyndte rygterne at rumstere. “AaB har øje på Kubel“, lød det på vandrørerne. Og der var noget om snakken.
For nu oplyser AaB, at klubben er nået til enighed med Aarhus Fremad, og Mathias Kubel er dermed ny mand i den nordjyske storklub.
Den 24-årige kant-kreatør, der i løbet af efteråret har produceret seks assists og selv scoret fem mål, har skrevet under på en aftale, der løber frem til udgangen af 2029, hvilket ikke overraskende glæder AaBs sportschef, John Møller:
“Vi er meget tilfredse med at have landet Mathias Kubel, som er en spiller, der har taget store spillemæssige skridt henover efteråret og udviklet sig til en markant profil hos Aarhus Fremad.”
“Mathias kan dække flere positioner i offensiven, hvilket giver os endnu flere strenge at spille på. Han er dynamisk, hurtig, udfordrende, relationelt stærk og passer godt ind i vores spillestil,” forklarer John Møller i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Vi har fulgt Mathias tæt og har i processen haft et godt forløb med Aarhus Fremad, og vi ser frem til, at han fortsætter sin udvikling i AaB, hvor vi er overbeviste om, han han kommer til at gøre en positiv forskel.”
Mathias Kubel har fået sin fodboldopdragelse i Hedensted og på AC Horsens’ akademi, men har siden han var 19 år gjort sig bemærket på Riisvangen.
Her nåede han i alt at spille 101 officielle kampe for Aarhus Fremad. Nu gælder det AaB, hvor han har fået trøjenummer 14:
“Det er det perfekte step i min karriere, føler jeg, så jeg blev rigtig glad, da AaB henvendte sig. AaB er en kæmpe klub i dansk fodbold. Det er en klub med ambitioner og en klub, som jeg kan se mig selv i.”
“Den plan, klubben fremlagde for mig, er spændende. Der er ved at komme styr på alt omkring klubben igen, og jeg glæder mig meget til at blive en del af den udvikling, AaB er i gang med.”
Ifølge Nordjyske.dk har AaB betalt i omegnen af en halv million euro for Mathias Kubel, hvilket svarer til 3,7 millioner danske kroner. Mathias Kubel har første træning med sine nye holdkammerater onsdag.