Kæmpetransfer: Skøtt skifter til belgisk storklub

Der er lang vej fra den danske 2. division til toppen af den belgiske Jupiler Pro League. Men det spring har FC Roskildes Mads Skøtt netop taget.

Således meddeler FC Roskilde, at klubben har solgt det 20-årige midtbanetalent til ingen ringere end Union St. Gilloise, der pt. topper den bedste belgiske fodboldrække:

“Det er både med glæde og stolthed, at vi siger farvel til Mads – en af vores egne, der er blevet udviklet i moderklubben, inden vi tog ham op på førsteholdet allerede som U17-spiller,” udtaler FC Roskildes sportschef, Anders Theil, og fortsætter:

“Jeg husker tydeligt hans første træning, hvor han på trods af højde og kilo, fløj ind i alle duellerne – siden dengang har han ikke set sig tilbage, men bare fyldt på. I oprykningssæsonen var han dominerende på midtbanen i dueller og løbemeter, og så har han stille og roligt bygget på med overblik, godt spil og et par scoringer.”

“Desværre røg Mads ind i en slem skade lige efter oprykningen, og jeg er sikker på, at han var blevet solgt tidligere, hvis ikke han var blevet skadet.”

“Der er kun én Mads Skøtt, og han vil blive ekstremt savnet i FC Roskilde – både på og uden for banen. Heldigvis har vi vist rettidig omhu og hentet både Bjarni og Harald ind, der kan dække samme positioner som Mads. Jeg ønsker ham kæmpe held og lykke i Belgien,” slutter Anders Theil.

Mads Skøtt har spillet hele sin karriere i FC Roskilde, hvor det i alt er blevet til ni mål og to assists i 73 førsteholdskampe. Nu gælder det en fremtid i Belgien, hvilket ikke overraskende glæder hovedpersonen selv:

“Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for alle de gode år jeg har haft i klubben, siden jeg startede på U13-holdet. FC Roskilde har været en kæmpe del af mit liv de sidste 8 år, som startede med ungdommen og senere på førsteholdet. Jeg vil for altid have klubben med mig, og skylde den meget,” udtaler Mads Skøtt og fortsætter:

“Jeg har følt, at det var tid til at tage næste skridt i min karriere, og nu kom der en rigtig spændende mulighed, hvor FC Roskilde samtidig får noget ud af det – så den har vi sammen grebet.”

“Jeg vil også sige tak til mine holdkammerater og trænere. Det har altid været en fornøjelse at møde ind til en godt omklædningsrum med mange gode mennesker. På gensyn,” slutter Mads Skøtt.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA