Fremragende start på året for Fremad Amager

Der er spillet 26 runder af sæsonen i CampoBet 2. division. Ti af disse er afviklet efter vinterpausen. Visse klubber undergik rimeligt store ændringer i dén pause. Vendsyssel FF for nu at nævne præmieeksemplet.

Som man kan se på nedenstående stilling, har de ikke just taget skade af at få Kim Engstrøm ind som cheftræner. Vendsyssel er det eneste hold uden nederlag i 2026, mens AB har ét nederlag. Til Vendsyssel. Det er dog stadig AB, som fører den “rigtige” tabel an. Nu foran Vendsyssel.

Det er muligvis lidt mere overraskende, at Fremad Amager har klaret sig stort set lige så godt som de to oprykningsfavoritter. Alle tre har syv sejre. Derfor rangerer Øens Hold som det tredjebedste i divisionen netop nu.

Det hører med til historien, at de mødte Vendsyssel FF og AB to gange før vinterpausen. Og Næstved én gang. Men man kan kun slå, hvad der står foran én og det har Fremad Amager været gode til. Til glæde for ikke mindst sportsdirektør David Boysen.

“Hvis jeg skal være lidt arrogant, synes jeg, stillingen (for 2026, red.) afspejler kvaliteten i trupperne. Hvis vi havde startet sæsonen, kunne det ende sådan. Der er to eller tre trupper, inklusive de to, som ligger et og to lige nu, som man godt kan spejle sig i og sige, at der er lidt at hente,” fortalte David Boysen, da han gæstede LigaManagers vodcast om CampoBet 2. og 3. division i ugens løb.

“Ellers synes jeg, vi er tæt på at have en lige så kompetitiv trup, som de hold. At vi så har fået alle de point oven på de efterslæb, der har været, både på og udenfor banen, er dybt imponerende.

“Det er cadeau til spillerne, og det er et kæmpe cadeau til trænerne, at de har fået samlet det på den her måde. Vi er ikke tilfredse, for det skal man aldrig være, men vi er glade for, hvor vi er lige nu.”

Du kan lytte til det fulde interview med David Boysen lige her under. Eller finde det alle de steder, du normalt lytter til podcasts.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet