‘Jackie’ henter Pingel til Strømsgodset
Så skete det. Sebastian Pingel forlader Horsens og forsætter karrieren i norske Strømsgodset.
Her har klubbens danske sportschef, Jackie Rasmussen, givet den 32-årige angriber en treårig kontrakt.
Jackie Rasmussen og Sebastian Pingel kender hinanden fra deres fælles til i Hillerød, hvor Sebastian Pingel 18 mål i 33 kampe.
I Horsens blev det til 21 mål i 50 kampe, men altså ikke en forlængelse af den kontrakt, der stod til at udløbe til sommer. Parterne kunne nemlig ikke blive enige om længden:
“Vi ville gerne have beholdt Sebastian Pingel, og det har jeg også fortalt ham, men jeg har også stor respekt for spillernes karrierer, og han fik mulighed for at skrive under på en flerårig kontrakt som snart 33.-årig.”
“Det havde vi ikke mulighed for at tilbyde ham, og så ville vi gerne få tingene til at lykkes i forhold til et salg,” udtaler Horsens direktør, Esben Hansen, i en pressemeddelelse.
Et salg, som Sebastian Pingel ikke overraskende er tilfreds med:
“Jeg har været glad for min tid i AC Horsens, hvor jeg har haft det godt på og uden for banen, og jeg er glad for, at klubben har givet mig mulighed for at skifte, selvom der venter et afgørende forår.”
I Strømsgodset bliver Sebastian Pingel holdkammerater med Victor Dedes og får Jimmy Brinksby som assistenttræner.