Højer før første test i Spanien: Tid til at nørde detaljer

Om mindre end to uger, nærmere bestemt fredag den 27. februar klokken 19.00, tager AaB hul på foråret med et brag.

Her møder de nordjyske Superliga-nedrykkere nemlig ingen ringere end tabellens nummer to, Hillerød, i årets første kamp, der tilmed spilles på Aalborg Portland Park.

Her er der, som alle andre steder i Betinia LIGA, bidende koldt og sne til op over dupperne, og netop derfor er AaB fløjet til spanske L’Albir for at lægge sidste hånd på forårsforberedelserne.

På dansk jord har AaBs opstart primært været domineret af fysisk træning, så spillerne har den fornødne power til et forår, som Steffen Højer selv beskriver som “14 brutale kampe.”

Men under sydens sol har Steffen Højer og resten af AaBs trænerstab fokus på detaljen. Eller som AaBs cheftræner formulerer det til klubbens hjemmeside:

“I L’Albir er det tid til at nørde detaljer. Alt det, der i bund og grund kan afgøre fodboldkampe.”

AaBs ugelange træningslejr i Spanien kommer da også til at indeholde to testkampe, hvoraf den første (mod islandske IBV Vestmannaeyjar, red.) finder sted mandag middag.

Her vil Steffen Højer gerne bekræftes i, “at vi er tættere på (topform, red.) end vi har været, og at det (spillet, red.) begynder at tage form.”

Det gjorde AaBs spil ikke i holdets seneste to træningskampe, der begge blev afviklet i onsdags hjemme på Hornevej.

Her blev det godt nok til sejre over både Skive og Thisted, “men der var mange ting, hvor jeg tænkte, at det kunne vi godt have gjort markant bedre,” lyder det fra Steffen Højer.

Hvorvidt niveauet hæves i Spanien, må tiden vise. Sikkert er det, at mandagskampen mellem AaB og IBV Vestmannaeyjar fløjtes i gang klokken 12.00, mens mødet med norske Sandefjord finder sted fredag kl. 15.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA