Odder med desperat bøn: Fremryk renovering

Det går den forkerte vej med medlemstallet i Odder Fodbold. Særligt de yngste spillere søger alternativer i de omkringliggende klubber.

Det fortæller formand i Odder Fodbold, Emil Kildeberg Olsen, til Horsens Folkeblad.

“Vi mister medlemmer på ugentlig basis lige nu. Det er de yngre årgange, det er drenge på 10, 11 og 12. Det skriger til himlen,” siger formanden til avisen.

Årsagen til medlemsflugten kender man kun alt for godt i Odder Fodbold. Forholdene er simpelthen ikke gode nok i klubben.

“Vi er virkelig sårbare. Jeg har været i dialog med spillernes forældre. De siger, at der er bedre forhold andre steder,” siger Emil Kildeberg Olsen.

Helt konkret så er det især klubbens kunstgræsbane fra 2014, som den er gal med. Den er efterhånden så slidt, at gummigranulatet simpelthen ryger af. 

Derfor ønsker Odder Fodbold, at en renovering af banen rykkes frem fra 2027/2028 til i år.

“Det er en rigtig god ide at rykke det til i år. Banen er slidt. Den er ikke livsfarlig, men hvis bare én kommer til skade, så er det nok. Vi synes ikke, der er råd til at udskyde det,” siger formanden.

Kunstgræsbanen skaber også problemer for klubbens hold i CampoBet 3. Division, da den ikke lever op til kravene. Banen er ikke bred nok, hvilket har betydet, at man har måttet leje sig ind på baner i andre byer.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div