Odders nye rock ’n roll-træner: Har lært meget af Mølby

Odder Fodbold er i en svær situation i CampoBet 3. Division, hvor jyderne overvintrer på sidstpladsen i rækken, hvor hele tre hold rykker ned, når sæsonen er færdigspillet.

Midt i det hele forlod cheftræner Martin Mikkelsen så klubben, da han fik tilbudt en anden stilling i Aarhus Fremad.

Dermed skulle Odder Fodbold pludselig finde en ny træner. Valget er faldet på 33-årige Denis Fazlagic, der er kommet til fra Hedensted IF, hvor han har været spillende assistenttræner.

Trods bundpladsen, så tror han på, at Odder Fodbold også næste sæson spiller CampoBet 3. Division.

“Hvis man bare kigger på tabellen, så er det jo lidt af en opgave. Men hvis man kigger på præstationerne, der ligger bag, så synes jeg, at der virkelig er meget at bygge videre på,” siger den nye cheftræner, der i øvrigt stiller støvlerne på hylden i forbindelse med skifte til Odder og dermed fokuserer fuldt ud på træneropgaven.

“Jeg synes virkelig, det er et talenfuldt mandskab. Det kan jeg jo også se, at mange af de andre trænere i 3. division nævner; at det er vildt, at et så godt spillende hold kan ligge, hvor de gør. Så jeg er meget fortrøstningfuld i forhold til, at min ideer passer godt ind og vi kan sætte ekstra skub i tingene i Odder.”

Nogle af de idéer, som Denis Fazlagic kommer med, harmonerer meget godt med det, som Odder i forvejen står for. Det er blandt andet i opspillet fra de bagerste geledder.

Længere fremme på banen bliver det dog anderledes fremover.

“Den største forskel er nok, hvordan vi skal agere på den sidste tredjedel. Der er jeg måske lidt mere rock ’n roll end de tidligere trænere. Jeg elsker at have bolden, jeg vil også gerne have et tålmodigt opspil, men så skal der altså ske noget på den sidste tredjedel. Der er jeg nok lidt præget af min egen tid som aktiv, hvor jeg var kantspiller og hvor der altid skulle ske noget,” siger Denis Fazlagic, der ikke bare er præget af sin egen tid som udfordrende kant, men også af sin nu tidligere cheftræner i Hedensted IF, Johnny Mølby.

Den tidligere landsholdsspiller og mangeårige AC Horsens-træner har givet meget erfaring videre til Denis Fazlagic, der har suget så meget til sig som muligt.

“Johnny har været den perfekte læremester. Han har en virkelig god forståelse for fodbold, og så er han sindssygt dygtig til mandskabsbehandling. Han er skarp taktisk, men jeg har lært af hele den måde, han bygger et hold op på og får knyttet det sammen. Der har jeg virkelig taget ved lære,” siger Denis Fazlagic, der i dén grad tripper efter, at der bliver fløjtet op for forårssæsonen i CampoBet 3. Division.

“Jeg er mega spændt på det. Jeg er sindssygt motiveret. Jeg håber virkelig, min gejst og motivation kan smitte lidt af på truppen, for jeg glæder mig helt sindssygt til at komme i gang.”

Det er Deniz Fazlagic langt fra ene om, men der fortsat en rum tid til, at der igen spilles bold i CampoBet 3. Division.

Det sker den 7. marts og altså med en ny rock ’n roll-træner i rækken. Lige præcis Odder Fodbold og Denis Fazlagic får dog lov til at tyvstarte sæsonen nogle dag før.

Læs mere om det i artiklen herunder:

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div