Dedikeret fan donerer 50.000 til BK Frem
At der findes mange dedikerede fans af BK Frem, det er der nok ikke mange, der går og er i tvivl om.
Skulle man alligevel være i tvivl om passionen, så leverer den mangeårige fan Peter Olsen bevis for, at det ikke bare er noget, man går og lader som.
Peter Olsen, eller “PO” som han bliver kaldt i Valby-klubben, har således doneret 50.000 kroner af egen lomme til sin hjertensklub i forbindelse med, at han er blevet belønnet med en 50 års-nål for sit mangeårige engagement i klubben.
Den flotte donation er naturligvis noget, der luner, siger Frem-direktør Amalie Bremer til klubbens hjemmeside.
“Jeg har først for nyligt haft æren af at møde PO personligt, men har selvfølgelig hørt meget om ham og hans kærlighed til Frem. Det er altid en stor glæde at opleve, hvor meget vores klub betyder for så mange mennesker. At Peter så derudover har valgt at støtte os økonomisk i opbygningen af en sund og stærk klub – det er jeg meget taknemmelig for,“ siger Frem-direktøren.
Peter Olsen blev meldt ind i BK Frem på arbejdernes kampdag d. 1. maj i 1974, så den erfarne fan har oplevet mange store op- og nedture som Frem-fan. Han drømmer om, at klubben kan vende tilbage til lidt af fordums storhed med en tur op i CampoBet 2. division inden alt for længe – og også gerne fortsætte endnu længere op på et tidspunkt.
I denne sæson spiller BK Frem i nedrykningsspillet i CampoBet 3. Division, hvor man i weekenden kom særdeles godt fra start med en storsejr ude over IF Lyseng.