Holbæk-træner jagter sit yngre jeg: Vi går efter rekorden
De hamrer derudaf i Holbæk B&I i dette forår, hvor man efter weekendens 3-1-sejr ude over BK Frem nu er oppe på hele otte sejre i træk.
“Humøret og spilleglæden er helt i top, når man har vundet otte kampe. Og nu er vejret også blevet godt, så der er god stemning hos os for tiden,” siger Holbæk-cheftræner Erdogan Aslan, hvis mandskab kan kalde sig det mest formstærke mandskab i dansk divisionsfodbold.
I Holbæk har man nu også fået øjnene op for en potentiel klubrekord.
For vinder Holbæk B&I også i næste runde mod IF Lyseng, så tangerer man den længste sejrsstime i en landsdækkende turnering med ni sejre i træk. Den blev sat tilbage i sæsonen 2005/2006 i det, der dengang hed 2. Division Øst.
“Langt størstedelen af min karriere som spiller og træner har jo været i Holbæk og jeg kan godt huske, vi vandt de ni kampe der i træk tilbage i 2005, hvor jeg selv spillede og var anfører,” siger Erdogan Aslan, som var en del af et meget stærkt hold dengang, som blandt andet talte store profiler som Gilberto Macena, Kaan Metin og ja, jo så også den nuværende cheftræner selv, Erdogan Aslan.
Cheftræneren er meget opsat på at slå sit yngre jeg og holdkammeraterne tilbage fra 2005/2006-sæsonen.
“Når der nu har været en træner i denne sæson, som ikke har været dygtig nok til at rykke holdet op, så skal man jo tage det næstbedste, så den rekord går vi efter,” siger Erdogan Aslan, der dog også har fået noget af et benspænd her i sin sidste sæson som træner, da Holbæk tidligere på sæsonen blev fratrukket seks point efter en gammel skattesag.
“Det kunne være rigtig sjovt at slå den rekord. Vi vil selfølgelig godt fortsætte den her gode stime, som vi er inde i,” siger Erdogan Aslan, der altså skal have tre point hjemme mod IF Lyseng for at tangere rekorden, mens rekorden kan gøres til 2025/2026-holdets helt egen, hvis man runden efter også slår Sundby på udebane.
Den vilde sejrsstime tilbage i 2005/2006 endte i øvrigt ikke med en oprykning, da Holbæk blev nummer to med to point op til vinderen af 2. Division Øst, Næstved, mens man i de efterfølgende playoff-kampe mod nummer to fra 2. Division Vest, Thisted FC, tabte sammenlagt 3-2.
Gilberto blev årets profil, mens Næstveds store angriber Karsten Jensen med sin 22 mål blev topscorer i rækken.
Alt det og meget mere kan man dykke ned i på den meget anbefalelsesværdige Holbæk-statistikside Fodboldarkiv.dk/Holbæk, som mange andre klubber nok vil være misundelige på.
Her kan man også læse, at Holbæks sejrsrekord i en ikke-landsdækkende turneringen er helt tilbage fra sæsonen 1952/1953 i den såkaldte mellemrække, hvor Holbæk vandt hele 16 kampe i træk og undervejs tog meriterende storsejre på svimlende 11-0 over Ubby og 11-1 over Høng.