Ikke mere Mansour-mystik: Horsens præsenterer Samb

Mouhamadou Mansour Samb har været registreret som Horsens-spiller i omegnen af tre uger. Alligevel har klubben ikke meldt noget officielt ud om den 23-årige angriber fra Senegal.

Altså, lige indtil nu.

Mandag aften oplyste Horsens nemlig i en pressemeddelelse, at arbejds- og opholdstilladelsen til den 190 centimeter høje boksspiller, som Horsens har hentet i den franske 5. divisionsklub, Les Sables Vendée, nu endelig er faldet på plads.

Derfor er Mouhamadou Mansour Samb også trukket i arbejdstøjet i Spanien, hvor Horsens i skrivende stund er på træningslejr:

“Samb er en kraftfuld og dygtig boksspiller, der stadig har et uforløst potentiale, og vi glæder os til at arbejde med ham i vores gode miljø.”

“Vi forventer ikke, at han gør en forskel fra dag ét, men vi har scoutet ham flere gange live, og han har en spændende pakke,” udtaler Horsens sportsdirektør, Esben Hansen.

Selv siger Mouhamadou Mansour Samb, der er noteret for 12 scoringer i 16 kampe for Les Sables Vendée i denne sæson, følgende til Horsens’ hjemmeside:

“Staben, trænerne og spillerne har allerede givet mig en varm velkomst med smil og hjælpsomhed, og jeg glæder mig til at blive en del af klubben.”

Mouhamadou Mansour Samb har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028, og angriberen kan få officiel debut for sin nye klub, som han langt om længe officielt er blevet præsenteret af, når Horsens møder Esbjerg på Blue Water Arena den 28. februar.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA