49ers-chef klar til at smide penge i Leeds

Der vil altid være investeringer klar til Leeds United. Sådan lyder det klare løfte fra Jed York, medejer af Leeds og CEO for San Francisco 49ers, forud for et begivenhedsrigt år for den engelske traditionsklub.

United står over for et omfattende byggeprojekt på Elland Road denne sommer, hvor stadionkapaciteten skal udvides til 53.000 tilskuere. Selvom de forberedende arbejder allerede er i gang, understreger York, at de store anlægsudgifter ikke kommer til at hæmme klubbens handlekraft på transfermarkedet. Da investeringer i infrastruktur ikke tæller med i de økonomiske PSR-regler (Profit and Sustainability Rules), vil stadionbyggeriet ikke påvirke budgettet til spillerindkøb.

Jed York bekræfter i et interview med Talksport, at målsætningen er klar: Leeds United skal være en fast bestanddel af Premier League i overskuelig fremtid.

“Der er intet som Elland Road. For mig er Leeds et af de største brands i hele sportens verden, og vores mål var at sikre, at vi fik Leeds tilbage på landkortet, hvor de hører til. En del af processen er at sikre, at vi bevarer essensen af Elland Road, mens vi gør stadion større og bedre,” udtaler Jed York til Leeds Live.

York forsikrer samtidig fansene om, at der vil være yderligere midler til rådighed, når transfervinduet åbner til sommer. Ambitionen er at styrke truppen yderligere, så klubben kan bide sig fast i den øverste række.

“Der vil helt sikkert være flere midler til rådighed i markedet,” lyder det fra York, der deltog i et Fanatics-arrangement i San Francisco, da interviewet blev optaget. Leeds er da også i færd med at scoute transfermarkedet.

Mens byggekranerne gør deres indtog på Elland Road, er fokus på banen fortsat rettet mod at bevare stadion som det fort, det har været gennem sæsonen, så de sportslige resultater kan matche de store ambitioner uden for banen.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League