Optakt: FCN jagter Mesterskabsspil mod uhjælpelige Vejle
Det spidser til i det tætte kapløb om en plads i Mesterskabsspillet, og for FC Nordsjælland ser det pludselig virkelig lovende ud efter en flot start på 2026, som har budt på to sejre mod to direkte konkurrenter.
Farum-klubben snuppede en fortjent sejr i forårspremieren hjemme mod Sønderjyske, mens det senest blev til tre overraskende point ude mod kriseramte FCK.
Jens Fønsskovs tropper var ellers på hælene i første halvleg af det opgør, men midtvejs inde i anden halvleg blev det hele vendt på hovedet med en straffesparksscoring og rødt kort til løverne.
De to sejre betyder, at nordsjællænderne nu er strøget op på den vigtige sjetteplads med to runder tilbage af Grundspillet, og med en sejr fredag over bundproppen Vejle kan de således tage et stort skridt mod en plads i Mesterskabsspillet.
Ja, faktisk kan de sikre pladsen allerede i denne runde, hvis det bliver til tre point og FCK ikke vinder i Odense.
Første del af det scenarie skal der være pæne chancer for at indfri. Hos Vejle Boldklub har vinterens trænerskifte nemlig ikke givet den ønskede effekt.
Claus Nørgaard har ellers haft udmærkede forudsætninger for en god start med halvblød modstand fra Fredericia og Randers i sine to første kampe, men både præstationer og resultater har været skuffende.
Jovel, det var lige ved at blive til point mod Fredericia efter en godkendt anden halvleg, men senest mod Randers var Vejle ikke i nærheden af point mod en ellers formsvag modstander.
Klubben fra Nørreskoven hænger stadig til tørre på Superligaens sidsteplads, og lige nu er det yderst tvivlsomt, om de formår at redde skærene ud af ilden som i de to foregående sæsoner.
Vejle har tabt de seneste fire indbyrdes opgør mod FC Nordsjælland, og bedømt på årets første to kampe, dufter det af en lang fredag aften på kunstgræsset i Farum.
Begge hold har en midtbanemand i skammekrogen. FCN må undvære karantæneramte Mark Brink, mens Vejle må se bort fra Mike Vestergård.
Kampen spilles fredag 20. februar klokken 19.00 på Right To Dream Park.