Ka-ching! FC Nordsjælland skovler penge ind
Det er næppe gået nogens ører eller øjne forbi, at FC Nordsjælland i de sidste mange år har været en decideret talentfabrik.
Takket være Right To Dream-akademiet, et fremragende talentarbejde i klubben, en rød tråd i spillestilen, og modet til at sende deres spillere i ilden i en tidlig alder, har FC Nordsjælland udviklet sig til at være en højt respekteret klub, når det kommer til talentudvikling.
Det fremgår tydeligt af CIES Football Observatorys liste over de klubber i verden, som fra 2016 til 2025 har generet det største plus på bundlinjen, når man sammenholder spillersalg med spillerkøb.
I en periode på 10 år har Farum-klubben nemlig et ‘positive net spend’ på hele 279 millioner euro. Et beløb, som kun otte hold i hele verden har præsteret at overgå.
Se CIES’ liste over ‘most positive net spend’ fra 2016-2025 her:
- Benfica – +750 mil. euro
- Ajax – +531 mil. euro
- Lille – +458 mil. euro
- Sporting – +442 mil. euro
- Salzburg – +442 mil. euro
- Porto – +333 mil. euro
- Lyon – +319 mil. euro
- Monaco – +303 mil. euro
- FC Nordsjælland – +279 mil. euro
- Braga – +279 mil. euro
Pengene i fodbold ser kun ud til at blive større år for år, og FC Nordsjællands fire største spillersalg i historien er da også kommet inden for de seneste tre sæsoner, hvor Nuamah, Egeli, Osman og Harder er blevet solgt for tårnhøje beløb til udlandet.