Enten-eller for B.93 mod Hvidovre
Det er ikke knald eller fald, men snarere enten-eller, når B.93 fredag aften tager imod Hvidovre på Sundby Idrætspark. Hjemmeholdet står nemlig ved en korsvej inden forårspremieren i Betinia LIGA.
Således har Østerbro-holdet lige langt til både top seks og nedrykningsstregen, nemlig fire point. Udfaldet af mødet med Hvidovre kommer derfor til at definere, om B.93 fremover skal se den ene eller anden vej i tabellen.
Står det til LigaManagers læsere, så peger fremtiden i retning af toppen af tabellen. For halvdelen af dem, der deltog i afstemningen om, hvordan den kommende kamp på Sundby Idrætspark ender, mener, at B.93 skyder foråret i gang med en sejr.
B.93 har da også gode og dugfriske erfaringer med Hvidovre. Sidst de to hold mødtes, hvilket var tilbage i juli sidste år, hentede B.93 således et point på Pro Ventilation Arena i Hvidovre, og sidst Hvidovre gæstede B.93s stadion vandt Østerbro-holdet 4-2.
Den kamp blev dog spillet på Østerbro Stadion, hvor hjemmeholdet nærmest lige siden har været fraværende på grund af en omfattende ombygning af det gamle stadion.
I stedet har B.93 haft hjemme i Sundby, hvilket mildest talt ikke har været en, ja, hjemmebanefordel for cheftræner Kasper Lorentzens tropper.
B.93 er nemlig (sammen med Middelfart, red.) pt. det dårligste hjemmehold i Betinia LIGA i denne sæson. Hvidovre, derimod, er på en delt tredjeplads, når det kommer til at spille på fremmed græs.
Vi får se, hvem der ender med at føle sig mest hjemme på Sundby Idrætspark, og det gør vi fredag klokken 19.00, hvor kampen mellem B.93 og Hvidovre fløjtes i gang.